Streaming21. november 2023

"Top Gear" sættes på pause, efter vært var involveret i bilulykke

Det populære bilprogram vender ikke tilbage lige foreløbig
Andrew "Freddie" Flintoff fik blandt andet skader i ansigtet efter en alvorlig ulykke, der skete under optagelserne til "Top Gear" sidste år.
Andrew "Freddie" Flintoff fik blandt andet skader i ansigtet efter en alvorlig ulykke, der skete under optagelserne til "Top Gear" sidste år.
 Foto: Adrian Dennis/AFP/Ritzau Scanpix

LÆS OGSÅ: Medie: Andrew ”Freddie” Flintoff får 77 millioner kroner i erstatning fra BBC efter ulykke

Fans af det britiske bilprogram "Top Gear" skal ikke forvente at se nye afsnit af programmet inden for den nærmeste fremtid.

BBC, der sender programmet, har nemlig valgt at sætte det på pause, efter en af værterne, den tidligere cricketspiller Andrew "Freddie" Flintoff var involveret i en slem bilulykke i forbindelse med optagelserne til "Top Gear" sidste år.

Det skriver BBC.

Ulykken skete på "Top Gear"s testbane på Dunsfold Park Aerodrome i Surrey. Her kørte Andrew Flintoff over 200 kilometer i timen i en bil, hvorefter den landede på taget.

Andrew Flintoff brækkede flere ribben og fik skader i ansigtet.

Efter ulykken blev programmets sæson nummer 34 sat på pause, og BBC måtte undskylde over for værten.

– Vi ved, at når vi giver programmet en pause, vil det være skuffende nyheder for fans, men det er det rigtige at gøre, lyder udmeldingen fra tv-stationen.

Andrew Flintoff indgik for nylig et forlig med BBC til en værdi af ni millioner pund svarende til mere end 77 millioner kroner.

Sidste måned lød det, at tv-værten stadig er ved at komme sig efter betydelige, livsændrende skader.

Som følge af ulykken har BBC opgraderet deres sundheds- og sikkerhedsforanstaltninger.

Andrew Flintoff har siden 2019 været vært på "Top Gear" sammen med Paddy McGuinness og Chris Harris. Tidligere har Matt LeBlanc, kendt fra "Venner", også været vært på programmet.

Sponsoreret indhold