Streaming28. maj 2024

TV 2 afslører: Det fik Amira Smajic fra ”Den sorte svane” i løn

TV 2 betalte deres hovedkilde i ”Den sorte svane”, Amira Smajic, for at agere muldvarp i den eksplosive dokumentar. Nu afslører de så beløbet
TV 2 har afsløret, hvad de betalte deres hovedkilde i ”Den sorte svane”, Amira Smajic, for at agere muldvarp.
TV 2 har afsløret, hvad de betalte deres hovedkilde i ”Den sorte svane”, Amira Smajic, for at agere muldvarp.
 Foto: TV 2

LÆS OGSÅ: Amira Smajic truet på livet: - Du kommer til at dø så ondt, når vi fanger dig

I over 10 år arbejdede hun for de mest berygtede og hårdkogte kriminelle i Danmark. Hun rådgav dem, hjalp dem – og tjente formentlig styrtende med penge på sit lyssky arbejde.

Nu toner Amira Smajic dog frem på tv – til en noget lavere løn.

I den eksplosive TV 2-dokumentar ”Den sorte svane”, der fik premiere tirsdag, arbejder Amira Smajic undercover for tv-kanalen – for med egne ord at afsløre og bryde med de skumle kredse, hun tidligere bevægede sig i.

Hun måtte dog tage til takke med en noget lavere løn, end hun formentlig har været vant til.

TV 2 afslører nemlig, at de aflønnede Amira Smajic med 30.000 kroner om måneden for undercover-arbejdet, der strakte sig over 10 måneder.

– Hun er blevet aflønnet med 30.000 kr. om måneden, da hun ikke havde mulighed for at passe et andet arbejde under projektet, skriver nyhedsdirektør Ulla Pors om TV 2's presseetiske overvejelser vedrørende dokumentarserien.

Tilblivelsen af dokumentaren har ikke været uden bump på vejen. Amira Smajic skrev blandt andet under på, at hun måtte afsløre kriminaliteten, men på ingen måder selv overtræde loven.

TV 2 har dog siden fundet ud af, at Amira Smajic havde et hemmeligt kontor i Herlev, som redaktionen ikke kendte til. Her fortsatte hun – ifølge TV 2 – med at have kontakt til nogle af de folk, hun ellers forsøgte at afsløre.

Inden udgivelsen af dokumentaren forsøgte Amira Smajic også at få trukket dokumentaren tilbage. Erhvervsjuristen begrundede det med, at hun har modtaget trusler på livet. Amira Smajic fik dog ikke held til at stoppe dokumentaren, der ifølge TV 2 giver et unikt og vigtigt indblik ind i den kriminelle verden:

– Det er vores både juridiske og journalistiske vurdering, at vi dokumenterer kriminalitet, der ikke kan dokumenteres på anden vis. Det er personerne på kontoret, der fortæller om kriminalitet, de tidligere har begået eller om deres planer om at udføre kriminelle handlinger. Motivet er alene at skaffe journalistisk dokumentation om meget væsentlige samfundsforhold uden personlig vinding, og Amira Smajic fungerer som muldvarp i en journalistisk funktion som en del af redaktionen, skriver Ulla Pors.

Sponsoreret indhold