TV 2 indfører advarsel efter "Petra slukker strømmen": Det er farligt og ulovligt
20 dage uden strøm.
Sådan lød udfordringen for tv-værten Petra Nagel og hendes familie i tv-eksperimentet ”Petra slukker strømmen”. Og når man ikke har strøm, så bliver gode råd naturligvis dyre – især når det kommer til madlavning.
Dette afsavn fik Petra Nagel og kæresten Asbjørn til i stedet at lave mad ved hjælp af en trangia – altså et grydesæt til udendørs madlavning - i stuen.
Og den går ikke, lyder det fra Sikkerhedsstyrelsen.
Ifølge BILLED BLADET kontaktede styrelsen TV 2 efter premieren på tv-programmet, hvilket siden har fået kanalen til at tilføje en advarsel i omtalen af programmet.
Her står der nu:
– Efter programmets udgivelse har Sikkerhedsstyrelsen gjort TV 2 opmærksom på, at brug af trangia indendørs er farligt og ikke lovligt.
Den trangia-model, der bliver brugt i programmet, er ifølge Sikkerhedsstyrelsen nemlig en af dem, som man skal bruge gas til. Her er altså risiko for forgiftning med gassen.
Det gør sig gældende med eksempelvis en gasgrill eller lignende.
Styrelsen forholder sig dermed ikke til brugen af trangiasæt, der gør brug af sprit til indendørs brug.
I programmet ”Petra slukker strømmen” skal tv-værten og hendes lille familie – bestående også af kæresten Asbjørn Munk og børnene Pelle og Rosa – leve i 20 dage uden skyggen af strømforbrug.
Alt sammen for at finde svar på spørgsmålet: Hvordan får en familie i Danmark hverdagen til at fungere, hvis der slukkes helt for strømmen?