Vanvidsserie vender snart tilbage: - Jeg mistede ni tænder, da jeg indspillede "Squid Game"
LÆS OGSÅ: ”Squid Game” annoncerer tredje sæson
Det er en ualmindeligt nervepirrende serie, men den har været mindst lige så nervepirrende at indspille.
Det fortæller "Squid Game"-instruktøren Hwang Dong-hyuk i et interview med BBC.
Faktisk var det så stressende, at han mistede adskillige tænder på grund af stress.
- Det var otte eller ni, siger han, mens han sidder på settet til optagelserne af den kommende sæson af Netflix-hittet.
Det har dog på ingen måde altid været planen, at der skulle komme en sæson mere af "Squid Game", der på kort tid blev en af streaminggigantens absolut største successer målt i streamingtimer, men én særlig ting fik ham til at skifte mening.
- Penge.
- Selvom den første sæson var en enorm global succes, tjente jeg ærligt talt ikke særlig meget. Så at lave den anden sæson vil hjælpe med at kompensere mig for succesen med den første.
- Og jeg afsluttede heller ikke helt historien, tilføjer han.
Den nye sæson udforsker ifølge Hwang en mere intens konflikt og polarisering og skal reflekterer hans eget dystre syn på verdens tilstand med temaer som klimaforandringer, økonomisk ulighed og konflikt mellem generationer og politiske grupper.
I sæson to af "Squid Game" møder vi endnu en gang Gi-hun, der vender tilbage med en mission om at ødelægge spillet indefra. Serien introducerer også et nyt spil, hvor spillere skal vælge side – enten fortsætte spillet eller trække sig – hvilket skaber intern splittelse.
Netflix-hittet blev i efteråret 2021 streamingtjenestens største lancering nogensinde. I løbet af seriens første 28 dage formåede den at trække intet mindre end 1,7 milliarder timers afspilning på streamingplatformen.
Også i Danmark fangede den manges opmærksomhed. Blandt andet kunne man ved årets afslutning lægge penge på, at dronning Margrethe skulle nævne serien i sin nytårstale.
Det skete dog ikke.
"Squid Game" sæson to har premiere på Netflix den 26. december.