Virkelighedens Martha fra "Baby Reindeer" står frem: Jeg er offeret
Netflixhittet ”Baby Reindeer” fortæller den skræmmende historie om en britisk komiker, der i den værste periode af sit liv løb ind i en stalker.
Gennem flere år opsøgte stalkeren – som i serien hedder Martha – komikeren på både arbejde og derhjemme, lige som hun sendte ham hele 41.071 e-mails, 350 timers voicemails – og mærkværdige gaver som legetøj og boxershorts.
Nu står kvinden, der påstår at være virkelighedens Martha, så frem og fortæller, at hun er offeret.
Til Daily Record fortæller den anonyme kvinde, der bor i London, at hun nu modtager dødstrusler i kølvandet på Netflix-serien:
- Jeg er offeret her, ikke Richard Gadd. Jeg har fået dødstrusler som følge af hans serie – til trods for, at mange af de ting, han påstår, bare ikke er sande, siger kvinden til Daily Record.
Hun påstår altså, at hun har modtaget dødstrusler – og ikke bare fra England:
- Nogle har skrevet, ”Hvis jeg finder dig, dræber jeg dig”. En mand i North Carolina sagde, at han og andre nu vil begynde at stalke mig, lige som jeg efter sigende skulle have stalket Gadd, fortæller hun videre.
Til mediet hævder den anonyme kvinde altså, at hun er identisk med den kvinde, som komikeren har anklaget for stalking.
Hun fortæller til Daily Record, at hun er 58 år gammel, og at hun har taget en jurauddannelse fra Aberdeen University.
Hun synes dog ikke, at hun ligner - eller minder - om karakteren Martha fra Netflix-serien.
Hun fastholder altså også, at hun ikke har stalket ham og hævder i samme ombæring, at hun ikke har set ham i 12 år.
Og hun agter bestemt heller ikke at se ham igen:
- Jeg vil ikke have noget med ham at gøre. Han er et mareridt. Jeg vil bare komme videre med mit liv, lyder det fra kvinden, der altså hævder at være virkelighedens Martha.