Streaming22. august 2022

Vold og sex for penge: Sådan lokkede Simon Spies de purunge piger

Ny dokumentar belyser, hvordan tilværelsen som Simon Spies' morgenbolledamer i virkeligheden var
DR-dokumentaren "Spies og morgenbolledamerne" afslører, hvordan Simon Spies udsatte sine morgenbolledamer for vold og overgreb.
DR-dokumentaren "Spies og morgenbolledamerne" afslører, hvordan Simon Spies udsatte sine morgenbolledamer for vold og overgreb.
 Foto: DR

Purunge, kvikke piger søges. Sådan lød det helt ublu, når Spies søgte piccoliner i dagbladene, hvor de lokkede med masser af udlandsrejser samt kost og logi.

Simons hang til purunge kvinder var ingen hemmelighed. Han omgav sig med dem overalt, hvor han gik. I offentligheden fortalte han åbent, at hans morgenbolledamer, som bagte boller om morgenen, somme tider lykkedes med at forføre ham.

Men det var omvendt. Og forføre er så meget sagt.

Med pelse, Rolex-ure og enorme summer lokkede han pigerne til at stille hans seksuelle lyster og fastholdt dem med et liv i luksus i villaen i Rungsted, i suiten på Hotel Mercur og på massevis af udlandsrejser.

I DR-dokumentaren ”Spies og morgenbolledamerne” kommer det frem, at Spies var eminent til at spotte unge piger fra ressourcesvage familier, som drømte om et bedre liv. Dem, som ikke ville sige nej til 10.000 kroner eller et Rolex-ur, selv om det kostede sex til gengæld.

Lønnen som piccoline beskrives som enormt dårlig, men piccolinerne havde mulighed for at opnå bonus, hvis de ville tage ekstravagter på Simons sengekant som såkaldt morgenbolledamer.

Gratis pels og en tur ned til Klarlund, hvor man kunne vælge sig et rolex-ur, var en del af gevinsten, når man blev ansat i formandssekretariatet som morgenbolledame.

Det fortæller Charlotte Nielsen, som blev ansat samtidig med Janni Spies – dengang Brodersen, og som selv havde en svær barndom bag sig.

- Jeg har mange gode barndomsminder, men det der ødelagde min barndom var, at min far tævede min mor. Retten fjernede mig fra min far og min mor, så jeg kom på sanatorium. Der var ikke så meget hygge i Kongens Have og sådan noget, fortæller Charlotte Nielsen, som flere afviste at blive morgenbolledame.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Simon Spies friede til Charlotte Nielsen, da hun var morgenbolledame for rejsekongen. 
Simon Spies friede til Charlotte Nielsen, da hun var morgenbolledame for rejsekongen.
 Foto: DR

- Så til sidst tænkte jeg bare ”okay, jeg er eddermame også træt af den her slaveløn”, fortæller hun i dokumentaren og slutter så:

- Jeg havde bare glemt at regne med regningen, der kom til mig bagefter. Til mig personligt. Hvad jeg kunne leve med, og hvad jeg ikke kunne leve med.

Til gengæld for den, på ydersiden, glamourøse tilværelse, skulle pigerne stå til rådighed alle døgnets 24 timer. Man kunne ikke sige nej, når formanden befalede. Med Charlotte Nielsens ord ”ejede Spies deres røv”.

Sex sat i system

Simon Spies’ tidligere sekretær Sussie Sheikh har tidligere fortalt til BT, at Simon Spies skulle have sex tre gange om dagen.

Ifølge Charlotte Nielsen, var det Spies’ privatsekretær Lene Christensen, der sørgede for, at der altid var piger til rådighed for rejsekongen.

- Det er Lene, der styrer trådene. Lene sørgede vel i og for sig for, at Simons bord var klar om morgenen, og at der ikke var andre, der sad ved det bord. Blandet andet. Og så hyrede de jo også morgenbollepiger, siger hun i dokumentaren.

Det bakker både tidligere chauffør for Simon Spies Ken Richter og Spies’ mangeårige ven Carl Bjerredahl op om.

Som regel blev pigerne skiftet ud med nogle yngre, når de fyldte 18 år. De blev slet og ret for gamle, når de blev myndige. Grænsen gik ved 20.

- Jeg gider ikke være sammen med nogen, der er over 20 år. Man kan jo mærke på deres hud, at de er blevet for gamle. Når de er unge, er de jo så bløde at røre ved, har Simon tidligere udtalt.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Anika Barkans (th.) søster Heidi var ligesom Charlotte Nielsen morgenbolledame. De endte begge i stofmisbrug efter deres ansættelse hos Spies. Heidi døde af AIDS 25 år gammel.  
Anika Barkans (th.) søster Heidi var ligesom Charlotte Nielsen morgenbolledame. De endte begge i stofmisbrug efter deres ansættelse hos Spies. Heidi døde af AIDS 25 år gammel.
 Foto: DR

Tiden i Spies-koncernen har for mange af pigerne haft enorme konsekvenser – nogle røg ud i narkomisbrug, nogle blev gadeprostituerede, mens der også er eksempel på selvmordsforsøg.

Kattens leg med musen

Dokumentaren tegner et portræt af en mand, som kedede sig og brugte de unge piger som adspredelse.

Tidligere direktørlærling i Spies Lise Lotte Breeden beskriver morgenbollepigerne som kaniner, som Simon Spies kan tage ud af buret, forlyste sig med og sætte tilbage igen, når han er færdig.

- De er ikke hans elskerinder. De er ikke hans veninder. De har ikke status som hunde. De har nærmest status som kaniner. Sådan nogle, man kan tage ud af et bur ”åh, hvor er den blød og lækker” og så sætte den ind i buret igen og trække en anden frem en anden gang, siger hun i dokumentaren.

Han morede sig derfor med at udvælge de mest sårbare piger, som han kunne udsætte for alverdens ting, når bare han belønnede dem med den luksustilværelse, som de higede efter.

Han manipulerede og spillede folk ud mod hinanden blot for at se deres reaktion. Andre folks reaktion på hans grænseoverskridende påfund var tilsyneladende en stor tilfredsstillelse for ham.

Så stor, at han rask væk tilbød 10.000 kroner, hvis pigerne lod ham brande dem med en cigaret eller tæske dem gule og blå med en bøjle, mens det udløste 35.000 kroner, hvis han kunne få lov at brække en arm.

Blot for at høre lyden af en knogle, der knækker.

”Spies og morgenbolledamerne” kan ses på DRTV

Sponsoreret indhold