søren pilmark
Nyeste artikler om søren pilmark
Tager danskerne med storm: Kong Pilmark
Grøftens åbning: De kendte i grøften
Dronningen uddeler glimmer: Sildesalat til vennerne
Søren Pilmark skærer i prisen: Rabat på Bornholms dyreste sommerhus
Kendte i boligpanik: Salgsfeber
”Gidseltagningen” vender tilbage: Stjernerne dropper frygten
Søren Pilmark sælger Bornholms dyreste sommerhus
Her er de SJOVE fraklip, du skal se
Søren Pilmark spiller over for Matt Damon
Danmarks nye kendis-ø: Bornholm hitter
- Jeg er blevet bedstefar
Søren Pilmark er kendt af mange som ”Bahnsen” fra DSB-reklamerne, hvis rejsepartner var det aldeles højrøstede og lilla tøjdyr ”Harry”. Men Søren Pilmark har været en central figur i dansk film, TV og teater i mange år, inden han scorede kassen på at lave reklamer for de danske statsbaner.
”Så holder du kraftedeme kæft, kælling!” var replikken Søren Pilmark arrigt skreg, før han hamrede Sofie Gråbøl én på sinkadusen, da hun i rollen som den irriterende Hanne i den danske storfilm ”Blinkende Lygter” drillede Pilmark i rollen som den livstrætte og kriminelle ”Thorkild”, der ikke kunne finde ud af at puste æg.
I ”Blinkende Lygter” spillede Pilmark overfor blandt andre Mads Mikkelsen, Nikolaj Lie Kaas og Ulrich Thomsen, som alle høstede stor ros for filmen.
Stor succes har Søren Pilmark også haft i den danske komikerkvartet ”Ørkenens Sønner”, hvor han i rollen som ”Omar Papa” spiller logens magiske mester, der er leveringsdygtig i dødskasser, dødstanke og andre ubehageligheder, der ikke har været i brug siden 1919.
Pilmark har dog med ”Ørkenens Sønner” haft en rivalisering med en anden populær dansk revy-konstellation, ”Linie 3”. I 70'erne var han nemlig i en periode i et slags barbershop-kor med to andre entertainere, Anders Bircow og Preben Kristensen, der senere fandt sammen med Thomas Eje og blev til ”Linie 3”.
- For at sige det ligeud: Hold kæft, hvor var jeg sur, da ”Linie 3” fik succes. Da jeg gik ud af den første kvartet, var jeg ungdommeligt højrøvet og tænkte: "Hvad vil de gøre uden mig?". Det viste sig, at Preben og Anders ville synge sammen med en fyr ved navn Thomas Eje, fortalte Søren Pilmark ærligt til B.T. i 2008 og forsatte:
- Jeg kan tydeligt huske, da de fik deres gennembrud, og toget begyndte at køre stærkt. Jeg var militærnægter og totalt indebrændt. Og ja, siden har de mobbet mig. På den sødeste måde, lød det fra Pilmark til avisen.
Kollegialt drilleri eller ej, samarbejdet med blandt andre Niels Olsen i ”Ørkenens Sønner” har alligevel vist sig at være en særdeles lukrativ tjans for Pilmark. I 2008 vurderede B.T., at hvert medlem af ”Ørkenens Sønner” hev omtrent 15 millioner kroner hjem til sig selv efter turneen "En sang fra de varme lande". Det ville medlemmerne dog hverken be- eller afkræfte.
- Uanset, om vi har tjent det beløb, som du siger, eller om vi har tjent mere eller mindre, vil jeg ikke kommentere beløbet. Hvad vi tjener er en privatsag og rager ikke andre, lød det knap så kontante svar fra Niels Olsen til B.T.
Men det var lige før billetterne aldrig blev solgt og pengene derfor ikke rullede ind på kontoen hos de overskæggede sønner. Det populære firkløver var faktisk i krise op til turneen i 2008.
– Der var simpelthen kommet så mange små sten i skoene efterhånden. Det var næsten blevet umuligt at få dem på. Vi overvejede, om det overhovedet var det værd, afslørede Niels Olsen i B.T. efter turneen.
”Ørkenens Sønner”, som udover Pilmark og Olsen også tæller Henrik Koefoed og Asger Reher, endte med at bruge en slags gruppeterapi for at få renset luften. Terapien virkede, og turneen var en succes.
”Ørkenens Sønner” er blot ét af Pilmarks mange projekter, og når han ikke laver teater, spiller han med i film eller TV-serier eller instruerer kortfilm. Han er i det hele taget en utrolig arbejdsom og privat person, som nødigt udtaler sig til pressen - med mindre det er i forbindelse med et nyt projekt.
Han er gift og bor i København NV med Susanne Pilmark, som for mange år siden helt bevidst ofrede sin karriere til fordel for ægteskabet og parrets tre børn. Susanne traf valget, mens hun lavede morgen-TV på Kanal 2 og parret stadig var forholdsvist nygift:
- Jeg kunne bare se, at det ikke gik. Vi sås aldrig. Jeg skulle møde på arbejde kl. 5 om morgenen. Det var tre timers live-TV hver morgen med live-band og seks interviews. Efter 6-8 måneder måtte jeg bare erkende, at det ikke holdt i forhold til mit ægteskab. Jeg sov ikke. Søren var på teatret og kom hjem ved midnatstid, sagde Susanne til Alt For Damerne i 2012.
Selv sætter Susanne Pilmark en stor ære i at være hjemmegående husmor, men hun fortæller, at hun til tider har måttet forsvare sit valg:
- Mine veninder har i bedste mening tippet mig om fede job og presset lidt på. Nu har de opgivet.
At Susanne valgte karrieren fra betød et stabilt hjem for Søren Pilmark at komme hjem til, og han er ikke i tvivl om, hvorfor ægteskabet stadig holder efter mere end 25 år.
- Opskriften er Susanne! Det siger jeg for at være sød ved hende, og fordi jeg elsker hende højt. Men altså - det er så farligt at prøve at forklare, hvad det er, der gør, at folk enten går fra hinanden eller bliver sammen, for så bliver det hurtigt lidt brevkasseredaktør-agtigt. Som om, jeg har sandheden, og det har jeg ikke, har Søren Pilmark sagt til Alt for Damerne.