b.s. christiansen

Nyeste artikler om b.s. christiansen

Fulde navn: Bjarne Slot Christiansen

Alias: B.S.

Fødselsdato: 27. september 1952

Familie: Gift, fire børn i alt, to fra et tidligere forhold

Scoringer:

Partner: Karin Slot Christiansen

Kendt fra: TV: ”Anja og B.S. på afveje”, ”Signe og BS på afveje”, ”Bubber og B.S. på afveje”, ”Bubber og B.S. på nye afveje”, ”Stjernetræf”, ”B.S. og Basserne”, ”B.S. og Outsiderne”, ”B.S. og recepten på lykke”

Bjarne Slot Christiansen er umiddelbart ikke et navn, de fleste mennesker forbinder med noget specielt. Kalder du ham derimod ved hans initialer og kælenavn B.S., så er de fleste danskere helt med på, hvem man snakker om.

Initialerne og manden B.S. Christiansen er primært kendt fra TV, og kom for første gang på folks læber, da den forhenværende elitesoldat i 2001 optrådte som rejsepartner, ekspert og coach for storbypigen Anja Steensig, da de i TV2-programmet ”Anja og B.S. på afveje” udforskede den barske natur i USA gennem otte afsnit.

Programmet blev en stor succes og pludselig ville alle lave fjernsyn med denne mystiske mand. Han havde et talent for at fortælle om og gøre brug af sin lange karriere i militæret, så da Signe Lindquist og senere Bubber også bad om at blive taget godt og grundigt ”på afveje”, tog B.S. igen guide-trøjen på og agerede coach for de to kendisser i separate programmer – blandt andet med Bubber på den afrikanske savanne.

B.S.’ talenter inden for navigation, overlevelse og krigsførelse krydret med den tidligere soldats rolige gemyt og nærmest filosofiske livsanskuelser, gør ham til et fascinerende bekendtskab. Selv siger han, at kontrol er et kodeord i hans univers.

– Folk tror ikke, jeg kan slappe af. Men jeg slapper netop af, fordi jeg har kontrol. Jeg kan slet ikke forstå, at folk kan sove roligt om natten uden at have gjort sig tanker om, hvad de vil gøre, hvis der går ild i huset. Jeg sover fantastisk godt, sagde B.S. til SE og HØR i 2008.

Forud for de populære ”På afveje”-programmer har B.S. haft en lang og gloværdig karriere i det Danske Forsvar, hvor han gennem 28 år opbyggede og finpudsede sine evner i det danske Jægerkorps. B.S. blev optaget i Jægerkorpset i 1973, og i 28 år arbejdede han for dem som elitesoldat.

Senere er det kommet frem, at B.S. sandsynligvis aldrig har skullet gøre brug af sine færdigheder i reelle kampsituationer på liv og død. Blandt andet afviste tre tidligere chefer i Jægerkorpset, at B.S. nogensinde skulle have været udsendt eller anvendt til såkaldte ”skarpe” krigssituationer.

Den påstand afviste B.S. på det kraftigste med en pressemeddelelse på sin personlige hjemmeside.

- Men på grund af den tavshedserklæring, jeg er underlagt af Forsvaret, er jeg afskåret fra specifikt at tage til genmæle, skrev han i 2009 om beskyldningerne om, at han aldrig har været i krig.

Der var dog andre, der havde fået øje på B.S.’s evner allerede inden tv-eventyret begyndte, nemlig cykellegenden Bjarne Riis. Han ansatte B.S. som teambuilder for det danske cykelhold Riis Cycling, der er bedre kendt som Team CSC, (senere Team Saxo Bank-SunGard), hvor B.S. var tilknyttet frem til 2010.

- Jeg har været hos Team Saxo Bank i 10 år og har været utroligt glad for og utroligt stolt over at bygge holdet op fra bunden. Vi har vundet Tour de France og mange andre store sejre, men nu er det tid til, at drengene skal klare sig selv, sagde B.S. dengang (til TV2 Sport) om beslutningen.

Privat bor B.S. Christiansen i en skov i Jylland sammen med to børn og konen, Karin Slot Christiansen, som han har været gift med i 15 år. Karin er ”totalt uimodståelig”, hvis man spørger B.S. selv, men jernmanden er også helt afklaret med, hvad han værdsætter i en partner. Ifølge ham er kvinder nemlig allermest sexede, når de hviler i sig selv og tør vise, hvem de er - uden facade

- Når hun kender sig selv så godt, at hun ved, hvad hun vil have – og i øvrigt er velplejet, naturlig og appetitlig, forklarede B.S til Femina i 2012.

B.S. Christiansen driver desuden firmaet BS & Co., der gennemfører en lang række forskellige opgaver lige fra foredrag, sikkerhed, rådgivning, coaching og kurser for erhvervslivet og sportsfolk.

Tidslinje:

1952: Født i Herning og opvokset i Oksbøl i Vestjylland.

1973: Færdiguddannet som jægersoldat på Flyvestation Aalborg.

1978: Gennemførte den amerikanske hærs Ranger-uddannelse i USA som den tredjebedste på holdet.

2000: Ansættes som teambuilder for det danske cykelhold Riis Cycling

2001: Det første ”På afveje”-program bliver sendt. B.S. er med Anja Steensig i vildmarken i USA.

2003: Er på tv i ”Signe og BS på afveje”.

2005: Selvbiografioen ”Et liv på kanten”, fortalt til journalisten Lars Vestergaard, udgives. Bogen blev en bestseller, og har solgt mere end 300.000 eksemplarer.

2006: Er på tv i ”Bubber og BS på afveje i Afrika”

2007: Er på tv i ”Bubber og BS på nye afveje i Canada”

2008: Er på tv i ”Bubber og BS i trøjen”

2009: Beskyldes af tre tidligere chefer for Jægerkorpset for aldrig at have været i krig

2009-2010: ”Stjernetræf” som mentor.

2010: Er på tv i ”BS og Basserne med mænd”

2010: Stopper som teambuilder for cykelholdet Team Saxo Bank (oprindeligt Riis Cykling)

2010-2013: Teambuilder og mentaltræner for superligaklubben FC Midtjylland.

2011: Er på tv i ”BS og Basserne med kvinder”

2012: Er på tv i ”BS og Outsiderne”

2014: Er på tv i ”B.S. og recepten på lykke”

2015: Modtager Ridderkorset

Sponsoreret indhold