peter mygind

Nyeste artikler om peter mygind

Peter Mygind blev kendt som et komisk talent, da han i 1992 blev uddannet fra Statens Teaterskole. Han fik sit gennembrud med figuren ”Scorekaj” i 1995, og siden har han optrådt i adskillige af de største og bedste danske film og TV-serier.

- I et af afsnittene i "Nikolaj og Julie" dør min far, spillet af Ulf Pilgård, og jeg skal holde en tale til hans begravelse. Jeg kunne slet ikke lade være med at tænke på, at det var min egen far. Så jeg gik i krampegråd under hver optagelse. Og da man tit starter forfra, da scenen skal filmes fra flere vinkler, måtte Birger Larsen, vores instruktør, hver gang tage mig med ud i baglokalet og give mig smøger og en øl, så jeg kunne blive normal igen, har Peter Mygind fortalt Billed Bladet.

Citatet er karakteristisk for Peter Mygind. Han er som person morsom og hjertevarm, men også ekstremt følsom, og som skuespiller, der skal høre på lidt af hvert fra omverdenen, har det givet nogle knubs.

[node:vipedia-content-slice]

Som da han tog sig en mere usympatisk rolle end han plejer, som tabloid-redaktør i DR-successen, ”Borgen”, og almindelige mennesker, som han ikke kendte, stoppede ham på gaden, for at fortælle ham, hvor stort et røvhul han var, efter de havde set et afsnit af serien.

- Jeg troede, en mand ville sige noget til mig, men han rullede bare vinduet ned og råbte "skiderik" efter mig. Jeg nåede at tænke, at han nok ville smile bagefter, men det gjorde han aldrig. Han kørte bare videre. Det er utroligt, at folk lever sig så meget ind i en TV-serie, lød det fra Peter til Billed Bladet.

At folk lever sig ind i TV-serier må dog siges at være gode nyheder for skuespilleren, der har spillet med i alt fra ”Taxa” til ”Forbrydelsen” – og selvom Mygind som udgangspunkt var den hyggelige, sjove fyr i de fleste af serierne, har han i de senere år prøvet kræfter med de roller, hvor han skal finde noget af sit dumme svin i sig frem.

- I lille Danmark er instruktører og producenter tit bange for at caste imod, hvad man har spillet før. Men det giver en helt anden kraft, når man pludselig har en anden udstråling. Efter det første afsnit af Borgen fik jeg da også en stor kompliment, hvor en mand stoppede mig på gaden og sagde: - Jeg glemte fuldstændig, at det var dig. Jeg glemte, du var Peter Mygind. Dét vil man gerne opnå som skuespiller, smilede han til Billed Bladet.

Men Peter Mygind er generelt også tykhudet. Han ved, at folk taler, før de tænker. Derfor har han har taget kampen imod mobning til sig som sit hjertebarn, har haft et program på DR om problemet, og turnerer landet rundt for at holde foredrag om at komme mobningen til livs.

På hjemmefronten er Peter gift med Lise Mühlhasen, som arbejder for DR, og de har to sønner sammen. Parret har dog for nylig haft nogle hårde år. Peter har været ramt af blodpropper – den første i benet i 2011 efter en 12 timer lang flyvetur fra Thailand – og siden er han blevet hjemmebehandlet med blodfortyndende medicin.

Lige lidt hjalp det, og i 2012 fik han endnu en blodprop i benet. Blodpropper i benene er ikke livstruende, men uden behandling kan de sprede sig til lungerne – og det var desværre hvad der skete for Peter i 2015, da han igen blev ramt af blodpropper.

Han havde haft ondt i benet, og tog derfor på Gentofte Sygehus for at blive undersøgt. Her faldt han om foran indgangen, og en læge måtte give ham hjertemassage. Det var utrolig heldigt, for det viste sig, at blodpropperne netop havde samlet sig livstruende i lungerne.

Indlæggelsen på sygehuset varede dog kun få dage, for til hverdag lever Peter Mygind ellers et rigtig sundt liv med fiskeolie, god, varieret kost og meget motion – et faktum, der nok har reddet hans liv. Men det er nu helt sikkert, at han skal have blodfortyndende medicin resten af sit liv.

Da han blev udskrevet havde han da også en hjertefølt meddelelse på sin Facebook-profil til omgangskredsen og resten af verden.

- Kære skønne fb venner. Vi skal huske at være taknemmelige over vores liv. At vores hjerte slår. At vi trækker vejret, at solen står op. At vi husker at give og tage imod kærlighed af de mennesker vi møder på vores vej. At vi øver os på nærvær og at tale med hjertet til hjertet. Sender jer alle sammen kærlighed, styrke og mod. Og den største Mandags krammer. Peter

Tidslinje:

  • 2015: Får blodpropper i lungerne
  • 2012: Får blodprop i benet igen
  • 2011: Får blodprop i benet
  • 2008: Medvirker i ”Flammen og Citronen”
  • 2005: Medvirker i ”Vild med Dans”
  • 2002: Medvirker i ”Nikolaj og Julie”
  • 1998: Sønnen Valdemar fødes
  • 1997: Medvirker i ”Taxa”
  • 1996: Gift med Lise Mühlhausen
  • 1995: Medvirker i programmet ”Scorekaj”
  • 1992: Sønnen Julius fødes

Sponsoreret indhold