Anmeldelse: Så god er YouSee's nye streamingboks
LÆS OGSÅ: YouSee klar med nyt våben i krigen om tv-kunderne
Lad os begynde med alt det gode: Hvis du hader - og det gør en del - tv-boksene fra YouSee, har jeg en god nyhed til dig.
Det danske kabel-tv-selskab har med hjælp fra Google taget sig alvorligt sammen og lavet sit måske bedste produkt nogensinde til at se "kabel-tv" og streame med.
Den lille gadget hedder YouSee Streamer og kom forleden på markedet.
Mod 399 kroner i oprettelsesgebyr kan alle YouSee-kunder få adgang til den lille gadget. Og nye kunder kan i nogle tilfælde få den kastet gratis i nakken.
Ideen er da også god.
Helt som med et Apple TV eller en Google Chromecast, som YouSee Streamer er bygget ud fra, kan du både streame de tjenester, du allerede bruger. Fx Netflix. Og få direkte adgang til din kabel-tv-pakke i op til 4K-kvalitet.
Der følger en ganske brugbar fjernbetjening med. Og under vores test var det nemt at indstille YouSee Streamer og komme i gang med at se film og tv-serier.
Selvom YouSee teknisk har allieret sig med Google, slipper du alligevel for at have en Google-konto for at kunne opsætte produktet. Det er godt!
Generelt ligner brugeroplevelse på YouSee Streamer da også den ditto på Chromecast fra Google. Dog med den forskel at softwaren er en smule for langsom til min smag.
Det går ikke helt så hurtigt som på et Apple TV eller Googles Chromecast. Men det virker. Og det er et stort fremskridt for YouSee, der har en frygtelig fortid med selvopfundne tv-bokse, der har ødelagt mange gode tv-aftener i de små hjem.
Jeg får dog svært ved at kalde mig imponeret over streameren fra YouSee.
Blandt andet fordi de andre produkter på markedet allerede er bedre. Og så er de mere fremtidssikrede for tv-kunder, der en dag fortryder YouSee og vil videre.
De 399 kroner, som ellers er en fornuftig pris, er nemlig som allerede fortalt et oprettelsesgebyr. Du ejer med andre ord ikke din gadget - du har bare lånt den hos YouSee.
Og giver du slip på dit (digitale) kabel-tv-abonnement hos firmaet, er enheden heller ikke i nærheden af at være så brugbar, som hvis du fx havde købt et dyrere Apple TV og bare brugt YouSee's tilsvarende app her.
Jeg vil dog give point til YouSee for faktisk at være lykkedes med at lave en (digital) kabel-tv-boks - der ikke er en rigtig kabel-tv-boks - som virker. Det er stort.
Også selvom du fortsat får den hurtigste og mest omfattende brugeroplevelse, hvis du vælger en traditionel tv-boks hos YouSee. Eller som nævnt glemmer alt om YouSee Streamer og vælger et Google eller Apple-produkt i stedet.
Du kan læse mere om YouSee Streamer her.