I aften sker det: Kæmpe ændringer er klar til din iPhone
LÆS OGSÅ: Slet beskeden før chefen læser den
iPhones, der er op til 19 procent dyrere end sidste år, kan skræmme selv meget loyale Apple-fans væk. Også fordi nyhederne i særlige iPhone 14 er så begrænsede, at du fint kan klare dig med din nuværende telefon.
Heldigvis er der også gratis glæder i Apples kostbare univers, nemlig den årlige gratis opgradering af softwaren i nyere iPhones og Apple-ure.
Den bliver frigivet senest i aften dansk tid og hedder iOS 16 til iPhone 8 eller nyere. Og Watch OS 9 til Series 4 eller nyere versioner af Apple-ure.
SE og HØR har testet betaversionen af nyhederne til både iPhone og Apple Watch.
Og det er på iPhone, at de mest intessante nyheder findes.
Sådan henter du softwaren
Du finder den nye software til iPhone i menuen indstillinger under punktet generelt.
Det er en god idé at sikkerhedskopiere telefonen, inden du opgraderer, da der altid er en risiko for, at noget kan gå galt.
Du skal være på wifi og have en opladet telefon, før du kan hente softwaren ned.
Den nye software til Apple Watch finder du i den særlige Apple-app på din iPhone.
Uret skal være tilsluttet en lader, før du kan opgradere det.
Særligt muligheden for at tilpasse låseskærmen på din iPhone byder på klare forbedringer.
Du har nu - helt som Android-telefoner har haft det i flere år - adgang til at bestemme designet af skærmen, så du kan vise tid, data fra din kalender og selv bestemme farver og designet i øvrigt af låseskærmen.
Hvis du ender med at købe en af de meget dyre iPhone 14 Pro-modeller, får du ekstra glæde af låseskærmen, der nu - igen helt som på dyrere Android-telefoner - får always-on skærm.
Altså muligheden for at se data på låseskærmen hele tiden, selvom du ikke har låst telefonen op.
Redigering eller sletning af beskeder, du allerede har sendt via iMessage, er også blandt nyhederne i iOS 16.
Funktionen kræver dog, at både du og modtageren af beskeden har det nyeste styresystem.
Heldigvis er Apples brugere kendt for meget hurtigt at opgradere til den nyeste software, hvilket betyder, at adgangen til at redigere beskeder til andre iPhone-brugere hurtigt vil blive udbredt herhjemme.
Du kan også markere en sms- eller iMessage- besked i din indbakke som ulæst, selvom du allerede har læst den. Helt som det kendes fra dit email-program.
Endelig har Apple forbedret forstyr-ikke funktionen, så du kan tilpasse den til flere situationer end før.
På Apple-urene er der traditionen tro flere nye digitale urskiver, ligesom notifikationer på uret vises mere intelligent end tidligere. Nemlig nu som små bannere der "glider" ned over urskiven, når du for eksempel får en ny besked.
Der er også ny funktioner til dem, der gerne vil overvåge deres søvn bedre eller bruge uret til at meditere med.