Tech8. december 2022

Pludselig var Josefines Instagram-konto lukket: - Giv mig 10.000 kroner!

Den tidligere deltager i Løvens Hule er blot en af mange danskere, der har fået hacket deres konti på Instagram. Ekspert kritiserer nu selskabet bag Instagram og kalder det "en del stor del af problemet"
Josefine Bjørn Knudsen nægtede at betale den ukendte hacker og kriminelle de mange penge. Det er heller ikke sikkert, at det havde løst problemet. Først to dage senere lykkedes det hende at få kontoen tilbage. Men ikke alle er lige så heldige som hende.
Josefine Bjørn Knudsen nægtede at betale den ukendte hacker og kriminelle de mange penge. Det er heller ikke sikkert, at det havde løst problemet. Først to dage senere lykkedes det hende at få kontoen tilbage. Men ikke alle er lige så heldige som hende.
 Foto: TV2 Østjylland

TIP OS: Kender du mere til sagen? Del din viden i en mail til tip@seoghoer.dk

Tirsdag blev Josefine Bjørn Knudsen pludselig smidt af sin virksomheds Instagram-konto, mens hun sad med sin smartphone i hånden.

Kort efter tikkede en besked ind på hendes WhatsApp, fra en hun ikke kendte.

"Jeg har din konto, og hvis du vil have den tilbage, skal du betale det beløb, som jeg siger, lød det i beskeden fra det," der viste sig at være en hacker.

Vedkommende havde fået adgang til Josefine Bjørn Knudsens e-mail, hvorfra koden til hendes Instagram-konto blev ændret, så hun ikke længere havde adgang, skriver TV2 Østjylland.

Et hårdt slag for iværksætteren, der var med i Løvens Hule i 2022.

IT-ekspert Peter Kruse fortæller, at hun langtfra er den første eller sidste bruger med mange følgere, der bliver hacket på de sociale medier i øjeblikket.

- Det er en kraftigt stigende tendens, og det bliver kun værre, siger han til TV2 Østjylland.

I Josefine Bjørn Knudsens tilfælde var hackeren ude efter penge. Nemlig 10.000 kroner.

Hackere kan også udgive sig for at være personen bag profilen og på den måde at snyde følgere eller bekendte af profilens ejer, også kendt som phishing, til at betale penge eller købe falske produkter.

I andre tilfælde suger de data ud fra den profil, de har hacket, som de anvender eller sælger videre.

Men afpresning er det største problem lige nu. Ifølge Peter Kruse er selskabet bag Instagram, Meta, medvirkende til, at flere og flere bliver hacket.

- Meta er megalangsomme og sløve, når folk, der har mistet deres adgang, henvender sig.

- Der burde investeres flere ressourcer i at hjælpe dem, der har brugt tid og energi på at bygge et netværk derinde, siger Peter Kruse.

Selvstændige som Josefine Bjørn Knudsen er afhængige af at kunne dele indhold med deres følgere på Instagram.

Hun fik hjælp fra bureauet Bloggers Delight, der hjalp hende med at få adgang til sin instagramkonto med 33.000 følgere, men så heldige er alle ikke.

Det betyder, at de kan blive desperate for at få deres konto tilbage for at undgå store tab i deres virksomhed.

- Hvis de gerne vil genvinde deres konto, så er den eneste mulighed, at man afbetaler den afpresningssum, som man bliver tilbudt.

- Ellers kan der gå lang tid, før man får adgang, siger Peter Kruse.

Han modtager i øjeblikket mange henvendelser fra folk, der har været udsat for det samme som Josefine Bjørn Knudsen.

- Folk ringer til mig og er grædefærdige. Det her gør ondt, og det der er underligt, er, at Meta ikke bruger flere ressourcer på det, siger Peter Kruse.

Natten til torsdag fik Josefine Bjørn Knudsen som nævnt adgang til sin konto igen. Men oplevelsen har sat sig i hende.

- Man bliver lidt paranoid. Hvad nu, hvis de kan logge ind på mine andre medier? siger Josefine Bjørn Knudsen.

Hun har skiftet adgangskode og har aktiveret to-trinsgodkendelse på alle sine platforme for at undgå, at det sker igen.

Det er netop de råd, Peter Kruse vil give til alle, der ønsker at passe bedre på sine konti:

Skift password hyppigt, brug ikke det samme kodeord flere steder, og aktiver to-trinsgodkendelse.

Og der er god grund til at passe på, memer Peter Kruse.

- Så længe Meta ikke ændrer politik på det her område, så vil tallet stige, siger han.

Sponsoreret indhold