Viktor Axelsen bliver far til to
Der er store og glædelige nyheder i Axelsen-lejren. Udover at badmintonstjernen i december blev kåret som verdens bedste, går det også strygende i privaten.
Viktor Axelsen meddeler nemlig nu, at kæresten Natalia Koch Rohde venter sig.
– Vi er glade for at kunne fortælle jer alle, at Vega skal være storesøster til oktober i år, annoncerer fjerboldsjongløren på Instagram.
– Vi venter endnu en lille pige, og vi er overmåde spændte på at møde hende.
Artiklen fortsætter under billedet …
Viktor Axelsen har skrevet opdateringen på både engelsk, dansk og kinesisk.
Parret har i forvejen datteren Vega, som også er et oktoberbarn. Hun kom til verden i 2020.
Viktor Axelsen har vundet både VM-, EM- og OL-guld.
Han og Natalia Koch Rohde mødte hinanden gennem deres fælles passion og interesse for badminton og har desuden datet hinanden on/off siden 2011.
I 2018 afslørede de to dog endeligt, at de var blevet et par, og at de havde planer om at rive teltpælene op og flytte sammen i en villa i Valby.