lars mikkelsen

Nyeste artikler om lars mikkelsen

Fulde navn: Lars Dittman Mikkelsen

Fødselsdato: 6. maj 1964

Familie: Bente Christiansen (mor), Henning Mikkelsen (far), Mads Mikkelsen (bror), Lue (søn, f. 1996), Thor (søn, f. 2002)

Partner: Anette Støvelbæk

Kendt fra: Film, TV (”Sherlock”, ”House of Cards”), Teater

Lars Mikkelsen har i det meste af sin karriere stået en smule i skyggen af sin lillebror, Mads, men de seneste par år har vist sig rigtig gode for Lars, der med roller i internationale kæmpeserier som ”Sherlock” og ”House of Cards” pludselig er blevet et varmt emne i Hollywood.

Lars Mikkelsen fik sit folkelige gennembrud herhjemme efter at have medvirket i ”Forbrydelsen” og ”De fortabte sjæles ø”, og da først danskerne også fik øjnene op for Lars’ skuespillertalent, begyndte det pludselig at gå stærkt for den ældste af Mikkelsen-brødrene.

[node:vipedia-content-slice]

Anmelderstaben havde faktisk gennem længere tid haft et godt øje til Lars Mikkelsen. Endda bedre end til Mads Mikkelsen, som dog formåede at slå igennem en del år før Lars.

- Lars er på mange måder en mere komplet skuespiller, og hans dramatiske spændvidde er større. Det ene øjeblik spiller han stor Shakespeare, så eksperimentel monolog, så den stort set ordløse rolle i 'Kongekabale' og førsteelsker i 'En kærlighedshistorie'. Og han har slidt mere i det. Har haft en meget sværere vej i branchen end Mads, sagde tidligere redaktør på DR’s filmland, Søren Høy, til B.T.

At der eksisterer en sund form for konkurrence mellem brødrene, da de voksede op, men også i dag, er en ting, Lars Mikkelsen dog erkender.

- Selvfølgelig er der konkurrence. Vi er jo kun halvandet år fra hinanden, så alt var en konkurrence. Men vi var samtidig også tætknyttede. Vi lavede alt sammen, fortalte han om forholdet til sin berømte bror i et interview med britiske The Independent.

Lars var som ung en kort overgang i militæret og studerede endda biologi på universitetet, inden hans daværende kæreste og nuværende kone, Annette Støvelbæk, overtalte ham til at gå en helt anden vej end den akademiske.

- Jeg købte alle bøgerne og gik der i et halvt år, inden Anette kom hjem og kunne jonglere efter kun to dage på et jonglerings-kursus. Jeg sad der med kemi og matematik… Der var ingen tvivl. Så jeg tog med på jongleringskurset og blev hooked, sagde han til The Independent, der var på besøg i København i 2015.

Lars begyndte at optræde på gaden. Han slugte ild, jonglerede, kastede med knive og kørte på et-hjulet-cykel i fem år, inden han som 27-årig blev optaget på Statens Teaterskole.

- Det var gode tider. Vi kunne kigge os omkring, og havde ikke travlt med at uddannelse. Hvis der var blevet skyndt mere på os, så tror jeg ikke, at jeg ville have været blevet skuespiller, lød det til The Independent fra Lars Mikkelsen, der udmærket er klar over, at han og brormand tilhører en dygtig, men også heldig generation af skuespillere.

Men hvor Mads, der kom ud fra Statens Teaterskole et år efter Lars, hurtigt fik sit filmiske gennembrud med rollen som Tonni i ”Pusher” – så koncentrerede Lars Mikkelsen sig om teatret, da han var færdiguddannet.

Alligevel har det aldrig givet anledning til jalousi imellem de to:

- Jeg har fået det spørgsmål mange gange, og tingene har ikke ændret sig i vores forhold igennem årene. Vi har altid været kærlige over for hinanden og under hinanden det allerbedste. Vi har arbejdet og eksisteret inden for hver vores ramme, hvor min har været TV og teatret, og heldigvis har vi været forskånet for at gå hinanden i bedene, sagde Lars til Billed-Bladet.

Men med større og større roller i danske serier som ”Nikolaj og Julie”, ”Forbrydelsen” og ”Borgen” arbejdede Lars Mikkelsen sig ligeså stille ind i vores stuer gennem skærmen, og pludselig kunne man i 2014 se ham i internationale kæmpeserier som ”Sherlock” og House of Cards”, hvor han med sine skurkeroller imponerede alt og alle.

Det var ellers noget af en opgave, Lars Mikkelsen var på i sit portræt af den lunefulde russiske præsident Viktor Petrov i tredje sæson af den voldsomt populære Netflix-serie ”House of Cards”.

Men ifølge det Oscar-vindende skuespillerikon, Kevin Spacey, der spiller den magtsyge og skamløse amerikanske præsident, Frank Underwood, klarede danskeren rollen med bravur.

- Han er en fantastisk skuespiller. Han forstår, hvordan man skal spille en karakter og hvordan, man fortæller en historie, sagde Kevin Spacey til Newspaq.

Når scenerne til ”House of Cards” var skudt, hang danskeren ofte ud med Michael Kelly, der spiller Doug Stamper i serien.

- Det er lidt sjovt, for vi havde ingen scener sammen, så jeg var kun sammen med ham, når vi gik ud og drak øl efter, vi var færdige med at skyde hver vores scener, sagde Michael Kelly til Newspaq.

- Han (Lars Mikkelsen, red.) fortalte, at han var bange for hvordan, han klarede at tale med den russiske accent, og så måtte jeg fortælle ham, hvordan alle på filmsettet talte om, hvor megasej han var, sagde Michael Kelly.

Lars Mikkelsen er privat gift med skuespillerinden Anette Støvelbæk, og har været det siden 1989. Parret har siden fået to sønner, Lue og Thor, men det lå ikke nødvendigvis i kortene, at de skulle være sammen for altid.

Det, Anette Støvelbæk helst så som et engangsknald, så Lars Mikkelsen nemlig meget mere i. Men han var nødt til at kæmpe hårdt for at overbevise Anette Støvelbæk om, at de to skulle være et par.

- Vi mødtes en nytårsaften hjemme hos en af mine veninder, som var kæreste med én, der havde gået i klasse med Lars. Det var så den aften, vi fandt hinanden. Og næste morgen gik vi fra hinanden, sagde Lars Mikkelsen til ugebladet Søndag.

Men Anette Støvelbæks planer om blot at lade det være en enkelt nat i hinandens selskab, skulle vise sig at være svær at overholde.

- Jeg syntes ikke, der skulle være mere mellem os. Men det syntes Lars. Der gik så tre måneder, hvor han prøvede at få fat på mig, og da vi så mødtes igen, blev vi kærester, og det har vi været siden, fortalte Anette Støvelbæk til Søndag.

Tidslinje:

Sponsoreret indhold