lina rafn

Nyeste artikler om lina rafn

Fulde navn: Lina Rafn Sørensen

Fødselsdato: 12. august 1976

Familie: Karmen (datter- 16. marts 2010)

Scoringer: Paw Lagermann

Partner: Kasper Pertho

Kendt fra: Infernal, Paw og Lina og som dommer i ”X Factor”

Siden Infernal's begyndelse i 1997 har forsanger Lina Rafn i stiletter og kropsnære dragter holdt mikrofonen i front ...

Hele vejen fra Paris til Berlin har Infernal’s partyrytmer braget ud igennem natklubbernes højtalere, og siden bandets begyndelse i 1997 har forsanger Lina Rafn i stiletter og kropsnære dragter holdt mikrofonen i front. Når sangerinden ikke har stået på scenen, så har hun siddet i dommerstolen i succesprogrammet ”X Factor”.

Lina er opvokset i københavnerforstaden Herlev, hvor dans startede med at være hendes store passion. Som danser har hun medvirket i ”Cirkusrevyen”, i musikvideoer for det danske popband ”Sound of Seduction” og i utallige film, TV- og modeshows gennem 90’erne.

Det blev de første spæde skridt på vejen mod Lina’s store sangkarriere, som for alvor begyndte at tage fart, da hun i 1997 dannede Lina Rafn pop/dance-bandet Infernal med Paw Lagermann og Søren Haahr.

Lina og Paw var på daværende tidspunkt kærester, og det unge par blev enige om, at de ville have et åbent forhold. Både for at få løbet hornene af sig, men også fordi, at bandets succes steg stejl op ad.

- Og det viste sig jo at være super ufedt. Vi sårede hinanden. Vi havde lov til at gå i seng med andre, men praktiserede det mest ved at kysse med andre til fester. Man fik prøvet sig selv af og flirtede og gjorde ved, men vi endte med at såre hinanden rigtig, rigtig meget. For selvfølgelig gjorde det pisseondt, fortalte Lina Rafn i et interview til ekstrabladet.dk i 2006.

- Vi var sammen hele tiden. Og det gjorde, at der til sidst ikke var plads til at være kærester. På et tidspunkt kunne specielt jeg mærke, at det ikke var så fedt det der med, at vi ikke var kærester så meget mere. At vi ikke gik ud og spiste og i biffen og den slags kæresteting, uddybede Lina Rafn.

Imens forholdet mellem Lina og Paw gik fra kærlighed til koncerter, dukkede en ny mand op i sangerindens liv. Kasper Pertho vandt Linas hjerte, og parret har været sammen lige siden. Paw og Lina blev i stedet et karrierepar – venner og kollegaer.

Infernal debuterede med singlen ”Sorti de l’Enfer”, og bandet blev hurtigt kendt for deres eksperimenterede musikstil, især med den efterfølgende single ”Kalinka”, som er bygget over den russiske folkemelodi ved navn ”Drobushki”.

Efter storsuccessen med debutalbummet ”Internal Affairs” i 1998 forlod Søren Haahr bandet, og siden har Paw og Lina alene indtaget verdens scener med utallige hits som ”From Paris to Berlin”, ”Ten miles” og ”Electric Light”.

I 2007 kom Lina Rafn i en mediemodvind. Sangerinden ramte avisernes overskrifter, da hun mente, at kunstnere skulle kunne trække kostumer og makeup fra i skat, og Lina Rafn mente, at udgifterne er en del af arbejdet.

- Det handler om det helt principielle i, at der skal være fælles regler og ordentlig vejledning, fortalte sangerinden i en pressemeddelelse i august 2007.

Derfor stævnede hun, sammen med Dansk Musiker Forbund, skattemister Kristian Jensen (V). Sagen endte i Østre Landsret, hvor sangerinden tabte. Dansk Musiker Forbund overtog sagen og ankede til Højesteret. I 2010 konkluderede Højesteret at dommen fra Østre Landsret i 2007 holdt stik, og Lina måtte betale for tøjet.

2008 blev året, hvor Lina Rafn for alvor fik fastsat sit eget navn i musikbranchen, da hun blev udvalgt til at være dommer i musikprogrammet ”X Factor” sammen med Thomas Blachman og Remee. Lina har siden ”X Factor”s opstart medvirket som dommer fire gange – i sæson 1, 2, 7 og 8. Efter kun to sæsoner meddelte dommeren, at hun var gravid, og at hun derfor ikke ville deltage i den kommende sæson af programmet.

– Ja, jeg har ringet til produktionsselskabet Blu og fortalt, at de nok hellere må finde en barselsvikar. Det er 100 procent sikkert, at jeg ikke bliver dommer næste år. Det sker ikke. Sidste sæson var en heftig omgang for os alle sammen, og det pres kan jeg slet ikke klare som gravid. Desuden skal jeg jo starte min barsel en måned før fødslen som alle andre, så det vil jeg ikke udsætte mig selv for, fortalte Lina Rafn til SE og HØR i 2009.

Pausen fra dommersædet blev dog længere end en enkelt sæson. En hård fødsel, fokus på ny musik og flere turnerer med Infernal førte til en pause på fire år. Først i 2014 var Lina Rafn tilbage til ”X Factor”-fredagene.

Og netop fødslen var en dramatisk oplevelse for sangerinden. Lina følte ikke den ellers naturlige moderkærlighed, da hun første gang fik sin nyfødte datter Karmen i sine arme. Grunden var, ifølge Lina selv, at fødslen gik galt, og et akut kejsersnit resulterede i, at der gik et halv døgn før Lina så sin datter. I stedet for en overskyggende følelse af glæde blev hun i stedet ramt af angst.

- Det kræver en ressourcestærk person at indrømme at, nej jeg elskede ikke mit barn, da hun blev lagt i mine arme – det er jo forbudt! Men det er ikke ren eufori. Jeg oplever momenter af eufori. På et hotel i Århus lå vi ansigt mod ansigt, og hun begyndte at lave nogle søde lyde. Der oplevede jeg den der dybe kærlighed. Men det varede jo fem sekunder, så sked hun den første lorteble, og så må man tilbage til virkeligheden, fortalte Infernal’s forsanger til bladet Vores Børn i 2010.

Efter Infernal’s sommerturné i 2011 meddelte bandet, at de ville holde en musikalsk pause fra rampelyset. Pausen blev blandt andet brugt på Lina og Paws nye projekt – bandet Paw & Lina.

Det nye alias skulle kaste dansktekstet musik af sig, og i sommeren 2012 udkom pop-parret med singlen ”Stolt af mig selv?”. I 2014 udkom albummet ”Her er Paw & Lina”, og danskerne var alt andet end stolte af Paw og Lina. Det velkendte musikmedie Gaffa.dk sluttede deres egen kontante anmeldelse af albummet af med følgende kommentar:

- ”Her Er Paw & Lina” lyder mest af alt som en demo, der aldrig nogensinde havde udløst en pladekontrakt.

Paw & Lina-aliaset blev hurtigt kastet bag scenetæppet, og Infernal turnerede allerede igen fra 2013. Samme år kunne Paw fortælle, at der ikke ville komme en ny plade fra Infernal.

- Der kommer ikke et nyt helt album fra os. Vi fortsætter med at lave singler, men det bliver ikke til et helt album, fortalte Paw Lagermann til Seoghør.dk.

Tidslinje:

Sponsoreret indhold