33-årige Dagmar har måske kun få måneder tilbage: Nu har hendes veninder startet rørende indsamling

Det er let at mærke livsglæden boble i Dagmar Høyer Mærsk Nielsen, når hun taler. Hun skiftevis smiler og griner, når hun taler om sit bryllup, sine elskede små piger, sin skønne mand Morten – eller familiens funklende nye hus i Randers.

Men Dagmars historie er desværre ikke kun fyldt med kærlighed og livsglæde. Tværtimod.

For otte måneder siden fik den 33-årige sygeplejerske nemlig en besked, der vendte hende og familiens liv fuldstændig på hovedet. Hun fik – ud af det blå – konstateret kræft og mistede i den forbindelse sin ufødte søn Andreas.

I dag er Dagmar døende, og lægerne siger, at hun måske kun har få måneder tilbage at leve i. Den barske besked har dog ikke fået Dagmar til at stoppe med at leve. Tværtimod. Nu gør hun alt for at suge det sidste ud af livet og give sine to døtre på to og fem år de bedste oplevelser.

Midt i sit livs uvejr har Dagmar også mærket kærligheden strømme til. Hendes veninder har startet en indsamling med ét eneste formål: At give Dagmar og hendes lille familie mulighed for at gøre den sidste tid så mindeværdig og indholdsrig som mulig.

- Jeg kan ikke sige andet end tusind, tusind tak til mine fantastiske veninder og alle dem, der har haft lyst til at støtte os. Jeg er dybt berørt, fortæller Dagmar til SE og HØR.

Mystisk knude

Skruer vi tiden blot ni måneder tilbage, var alt normalt hos Dagmar. Hun havde fået nyt arbejde, hun var gravid med lille Andreas, og familien var ved at arrangere det sidste, inden de overtog deres nye hus. Hun havde godt nok været mere træt end normalt, men slog det hen med, at der var sket mange store ting i hendes liv.

- En uge inden jeg tog til lægen, havde jeg været til bryllup hos en veninde, og der var heller ingenting at mærke. Men så begyndte jeg at få en mærkelig hovedpine en uge senere, og da jeg mærkede efter, kunne jeg pludselig fornemme en lille bold på den ene side af mit hoved, fortæller Dagmar.

Straks fik hun en nagende fornemmelse af, at bulen var alvorlig, men der gik flere dage – og flere lægebesøg – før hendes bange anelser blev bekræftet.

- Da jeg var på vej til lægen anden gang, og jeg sad i bilen, blev hovedpinen virkelig voldsom, og jeg kunne pludselig ikke se noget. Det endte med, at jeg måtte tage min datters blomstersolbriller på. Da jeg kom ind til lægen, begyndte jeg at kaste op, forklarer Dagmar.

Lægen ringede straks efter en ambulance, og på hospitalet blev Dagmar scannet.

Lægerne forklarede, at det umiddelbart lignede, at Dagmar var ramt af en betændelse i kranieknoglen. I løbet af natten blev lægerne ved med at foreslå, at Dagmar takkede ja til morfin for at mindske den dundrende hovedpine.

- Men jeg vidste, at man ikke må få morfin, når man er gravid. Så jeg havde en nagende fornemmelse af, at de vidste, at noget var helt galt.

Dagmars mavefornemmelse holdt stik.

Næste dag overbragte en læge Dagmar og Morten den værste tænkelige besked: ”Det er naivt at tro, hvis det ikke er kræft”, lød de kortfattede ord.

- Så væltede min verden fuldstændig. Jeg græd og gik fuldstændig i panik. Jeg har selv været sygeplejerske på en neurokirurgisk afdeling, så jeg vidste godt, hvad klokken havde slået. Jeg vidste bare, jeg skulle dø, fortæller Dagmar. Hun holder en pause, før hun tilføjer:

- Midt i alt det var der en anden tanke, der straks tog over: Kunne jeg få lov til at beholde lille Andreas? Det var jo vores drømmebarn. Jeg var i dyb krise og havde så meget angst.

Mistede Andreas

En uge senere kunne lægen fortælle mere om Dagmars sygdom: Hun var ramt af en aggressiv lungekræft, der nu havde spredt sig til hjerne og knogler.

Beskeden kom som et regulært chok for hele familien.

- Jeg kunne slet ikke få det til at hænge sammen. Jeg har aldrig røget andet end få cigaretter med veninder. Det gav ingen mening, at jeg skulle få lungekræft, fortæller Dagmar og tilføjer:

- Og jeg havde jo heller ikke haft nogen nævneværdige symptomer, udover at jeg var træt.

Lægerne forsøgte på bedste vis at forklare Dagmar de næste skridt: Hun skulle igennem endnu flere undersøgelser og scanninger, formentlig også operationer, kemo og stråler.

Lægerne forklarede, at der var tale om et forløb, der ikke var foreneligt med en graviditet.

- Det var så forfærdelig en tid. Jeg var jo begyndt at kunne mærke liv i min mave, og nu skulle det slutte. Men ifølge lægerne var der ingen anden udvej, fortæller Dagmar.

Lille Andreas blev født og døde den 8. juli.

- Det var så rørende et øjeblik, og vi fik så meget støtte fra jordemødrene. De gjorde alt for os, og vi kunne ikke have bedt om et bedre forløb midt i sorgen.

Dagmar og Morten fik Andreas med hjem i en lille kiste. Han nåede at være hjemme i familiens nye hus i to dage.

- Vi fik skiftevis sagt farvel til ham. Pigerne var med, da han blev lagt i kisten. Det var så rørende en tid. Vi tudbrølerede over at have mistet Andreas, men også over at vi havde så skønne folk i vores liv. Vi mærkede så meget støtte og kærlighed fra folk omkring os, forklarer Dagmar.

Rart med vished

Få dage efter Andres blev begravet, fik Dagmar at vide, at hendes kræft var uhelbredelig.

- Jeg vidste det godt inderst inde. Der var ingen, der havde sagt det højt, men jeg havde det bare på fornemmelsen.

Dagmar beskriver øjeblikket som ”et håb, der blev slukket”. Men også som et ”lettelsens øjeblik”.

- Jeg var meget taknemlig over, at hun var ærlig. Alle havde gået om den varme grød og ikke sagt noget. Så på en måde var det rart bare at få vished.

Lægerne kunne ikke sige noget om, hvor lang tid Dagmar havde tilbage. Men prøverne viste, at kræften spredte sig voldsomt – og med en voldsom hast.

I kampen for at vinde tid har Dagmar derfor gennemgået utallige operationer i hovedet, hun har fået kemo og stråler.

Desuden bliver Dagmar behandlet med en særlig pille, der lige netop er specialiseret i at bekæmpe hendes særlige kræftform. Trods den intensive behandling ved Dagmar dog, at hun er her på lånt tid.

- Lægerne er ikke enige om min prognose. Nogle læger har en tro på, at jeg har flere måneder at leve i, mens andre ikke tror, at jeg er så heldig.

Lev livet!

Selv fokuserer Dagmar ikke på datoer eller dommedag.

Hendes fokus ligger kun ét sted: Hos familien, hos døtrene. I oktober valgte hun og Morten at blive gift – for anden gang.

- Det blev ikke til det kæmpe bryllup, vi havde snakket om, men vi havde et fantastisk bryllup med venner og familie omkring os. I min tale sagde jeg, at vi skal fejre livet og hinanden. Og det gjorde vi, siger Dagmar med et smil.

Hun gør alt for at suge det sidste ud af livet og give pigerne de bedste øjeblikke. Derfor varmer det også Dagmars hjerte ekstra meget, at hendes veninder har startet en indsamling. Pengene kan Dagmar og Morten bruge på at forsøde den sidste tid.

I sidste weekend blev nogle af pengene brugt på en tur til Skallerup Klit. Det var en helt igennem fantastisk tur, fortæller Dagmar.

- Jeg drømmer om, at vi endnu engang kan komme på sådan en tur. Det gav så meget, at vi kunne nyde hinanden et sted, hvor det hele ikke handler om sygdom. Jeg vil så gerne kunne give mine piger nogle oplevelser, som de forhåbentlig kan huske eller i det mindste få fortalt, når jeg ikke er her mere. Det drømmer jeg om, fortæller Dagmar og tilføjer:

- Jeg kan ikke ændre på, at jeg snart skal herfra. Men jeg kan gøre noget ved min sidste tid. Så vi gør alt for at nyde tiden med hinanden. Vi lader sorgen være sorg og taler om den, når den dukker op. Men sørger især for at nyde livet, mens vi kan. Det er det allervigtigste.