Ægtemands sorg: Hustru er død efter 31 år i koma
Sidste onsdag døde italienske Miriam Visintin på San Bassiano-hospitalet i det nordlige Italien.
Kvinden var ukontaktbar, da hun blev indlagt, og da hun døde – og det har hun faktisk været de sidste 31 år.
I 1991 blev Miriam således svært hjerneskadet i en bilulykke, men selv om hun aldrig genvandt bevidstheden, veg hendes mand ikke fra hendes side.
Angelo Farina blev således troligt ved sin hustrus side i de 31 år, hvor hun lå i koma på hospitalet, indtil hun stille sov ind af komplikationer sidste onsdag.
Det skriver Mirror.
Ifølge lægerne døde Mirium som følge af væske, der havde ophobet sig i hendes lunger.
– Jeg er glad på hendes vegne, hun er endelig i fred og i paradis. Jeg synes, at hun har lidt nok de sidste mange år. Vi havde kun været gift i halvandet år, da tragedien indtraf, fortæller ægtefællen ifølge Mirror.
Miriam blev svært kvæstet, da hun juleaftensdag 1991 smadrede sin Fiat Panda ind i en pæl. Hun blev indlagt på hospitalet i koma og vågnede aldrig fra den. Alligevel valgte Angelo at blive ved hendes side. Han besøgte hende minimum én gang om dagen.
Borgmesteren i byen har i kølvandet på Miriams død sendt kondolencer afsted mod familien. I den forbindelse påpeger borgmesteren også det særlige i, at ægtemanden forblev ved sin hustrus side gennem alle årene:
– Jeg ved ikke, hvor mange der ville være i stand til det. I en meget selvcentreret verden er dette et bevis på, at næstekærlighed stadig eksisterer.