Amerikansk lærer begår kæmpe brøler: Viser grum gyserfilm til sine fjerdeklasses elever

Hvis man ikke lige har hørt om gyserversionen af børnefortællingen om Peter Plys og hans venner i hundredemeterskoven, så kan man nemt komme til at begå lidt af en bommert.
Det måtte en folkeskolelærer fra Florida sande, da han en mandag kom til at vise sine elever i fjerde klasse den blodige og hypede ”Winnie the Pooh: Blood and Honey”.
Filmen er nemlig alt andet end børnevenlig.
Og skolebørnenes forældre var ikke begejstrede for den kiksede svipser.
Det skriver medier som CBS News.
Eleverne, der alle er mellem ni og ti år gamle, nåede at se omkring 20-30 minutter af gyserfilmen midt i matematiktimen mandag den 2. oktober.
Filmen beskrives som en hævnfortælling om Jakob og karaktererne – herunder Peter Plys, Grisling, Ninka Ninus, Æsel og Tigerdyr. Dyrene fra Hundredemeterskoven er ude på en mission for at få hævn over den nu voksne Jakob, der er taget på universitetet, og som dermed har glemt sine gamle venner fra barndommen.
Det er uvist, hvorfor den amerikanske matematiklærer valgte at vise eleverne filmen, eller om han gjorde det ved en fejl.
Men en mor til et tvillingepar, der går i klassen, fortæller til Sky News, at hun følte sig fuldstændigt magtesløs efter at have henvendt sig til skolen.
Hun mener, at læreren ikke slukkede for filmen, selvom børnene bad ham om det gentagne gange.
– Han stoppede ikke filmen, selvom børnene sagde: ”Stop den, vi vil ikke se den,” siger moren Michelle Diaz til CBS News.
Skolelederen Vera Hirsh fortæller til samme medie, at der er blevet taget en snak med den pågældende lærer, og at man nu har taget alle foranstaltninger for at ”sikre elevernes sikkerhed og velvære”.
– Vores mentale sundhedsplejerske og rektor har allerede mødt de elever, som har udtrykt bekymring over hændelsen, lyder det.