Bedstemors sidste ønske: Fik penisstatue på sin grav
En 99-årig kvinde fra Mexico fik for nylig opfyldt sit sidste – og relativt usædvanlige – ønske, efter at hun gik bort tidligere på året.
På toppen af hendes grav har familien nemlig placeret et kæmpe statue, som forestiller en penis, der vejer knap 600 pund - over 250 kilo - og måler 182 centimeter.
For det var alt, hvad hun drømte om, skriver mediet Vice.
Statuen skal ses som "en anerkendelse og en glæde for livet," fortæller familien, som desuden oplyser, at kvinden, der hedder Catarina Orduna Perez, altid har haft en stor fascination af penisser.
– Hun ønskede at bryde paradigmet for alt mexicansk, hvor tingene nogle gange er skjulte på grund af, at man ikke har et åbent sind. Hun var altid meget avantgarde, fortæller hendes barnebarn Alvaro Mota Limon til mediet.
At hun derfor ønskede den kæmpestore og særlige statue på sin grav, kom dog ikke bag på familien.
Ifølge barnebarnet så Catarina Orduna Perez nemlig livet med en stor optimisme, hvor problemer ikke skulle fylde for meget, og så mente hun også, at hun lettere vil blive husket, hvis statuen stod på hendes grav.
Artiklen fortsætter under Twitter-opslaget …
Er det en joke?
Kort efter at den 99-årige kvinde fra Mexico døde tilbage i januar gik familien straks i gang med planlægningen af penisstatuen, der skulle pryde hendes grav.
Her kontaktede de en lokal ingeniør, som bygger plastprodukter, og fortalte ham om opgaven.
– Først troede jeg, det var en joke, fordi det ikke er særlig almindeligt at se den slags skulpturer eller monumenter, og endnu mindre i mindet om en, der er død, sagde Isidro Lavoignet, som er ingeniøren bag.
Familien fik ham dog overbevist om, at opgaven var god nok, og det tog ham næsten en måned at bygge den og få den sat hen på graven.
Det er dog ikke alle, der er lige glade for den kæmpestore penis. Siden statuen kom på plads på gravstedet, er familien nemlig blevet mødt af en massiv kritik fra folk i området.