Viralt27. september 2023

Bianca styrtede mod jorden i faldskærm: – Der stak knogler ud

19-årige Bianca Willis overlevede mod alle odds en faldskærmsulykke i søndags. Nu er hun indlagt på Odense Universitetshospital, hvor hun allerede har gennemgået adskillige operationer
19-årige Bianca Willis var tæt på at dø, da hun søndag styrtede ned med sin faldskærm.
19-årige Bianca Willis var tæt på at dø, da hun søndag styrtede ned med sin faldskærm.
 Foto: Presse-fotos.dk

Det er mildest talt et mirakel, at Bianca Willis er i live. Den 19-årige kvinde fra København var nemlig overordentlig tæt på at miste livet, da hun søndag aften sprang i faldskærm.

Det skriver Fyns Amts Avis.

For undervejs kom Bianca ud af kurs, og hun nåede derfor ikke at lande sikkert som planlagt.

I stedet bragede hun først ned i en bil, hvorefter hun landede på den hårde asfalt.

Nu ligger Bianca så på Odense Universitetshospital, hvor lægerne indtil videre har behandlet hende for intet mindre end 16 brud. Hun er allerede blevet opereret to gange og kan se frem til flere operationer, før hun kan blive udskrevet.

– Jeg husker faktisk ikke selve sammenstødet. Jeg er sikker på, at jeg blev reddet af min hjelm, og at den taske, jeg bar på ryggen, har taget en del af stødet. Jeg har bare fået at vide af lægerne, at jeg har været utrolig heldig, siger Bianca i et stort interview med Fyns Amts Avis.

Til mediet fortæller Bianca, at det var første gang, hun skulle springe i faldskærm. Hun var nervøs, men følte på samme tid sig tryg, fordi hun var blevet instrueret grundigt.

Alligevel gik det altså galt, for Bianca kom ud af kurs og havnede på den trafikerede landevej.

Særligt hendes venstre side blev skadet i styrtet.

– Der stak knogler ud i armen, så den har det ikke godt, siger Bianca.

Heldigvis går det langsomt fremad. Hun kan dog se frem til flere måneders genoptræning efter den uhyggelige oplevelse søndag.

Sponsoreret indhold