Forældre taber kampen: Læger må gerne stoppe behandling af deres datter
Det burde være den lykkeligste tid for familien. I stedet er det blevet den hårdeste.
For lige siden lille Indi Gregory blev født i februar, har hendes forældre kæmpet en benhård kamp for at holde hende i live. Men alt tyder på, at kampen nu er tabt.
For kort tid siden har højesteret i London fastslået, at lægerne gerne må stoppe med at behandle lille Indi, der er alvorligt syg.
Det skriver det britiske medie Metro.
Lille Indi, der fylder præcis otte måneder i dag, lider af flere såkaldte Mitokondrie-sygdomme. Det er multisystemsygdomme, der i grove træk betyder, at flere af hendes organer er påvirket på samme tid. Derfor har den lille pige været indlagt, på Queen's Medical Centre i Nottingham, siden hun blev født 24. februar. Hun har blandt andet været nødsaget til at ligge i respirator.
Ifølge lægerne – og nu altså også retten – er den lille pige så svært medtaget af sine sygdomme, at hendes livsudsigter er særdeles dårlige. Desuden mener læger og retten, at den nuværende behandling er både smertefuld og udsigtsløs.
Ikke første gang
Det er ikke første gang, at et britisk forældrepar kæmper for at holde et sygt barn i live. Det samme skete sidste år, hvor en 12-årig dreng blev erklæret hjernedød af lægerne, der derfor ville slukke for hans respirator.
Hans forældre kæmpede en hård - men i sidste ende forgæves - kamp mod retten. Du kan genlæse artiklen her.
Indis forældre, Dean Gregory og Claire Staniforth, er dog lodret uenige, og derfor kæmper de med næb og klør for at få omstødt rettens udmelding.
– I løbet af hendes korte liv har Indi modbevist alle, og hun fortjener mere tid og behandling fra NHS (National Health Service, red.) i stedet for at de forsøger at afslutte hendes liv så hurtigt som muligt, siger Dean Gregory ifølge det britiske medie.
– Indi kan uden tvivl mærke glæde. Hun græder som en normal baby. Vi ved, at hun er handicappet, men du lader da ikke bare en handicappet dø.