Gammelt Dirch Passer-klip går viralt i udlandet
Sprogbarrieren kan give anledning til sjove misforståelser.
Derfor er et gammelt klip med Dirch Passer og Susse Wold i et hedt øjeblik nu gået viralt på det sociale medie X.
Klippet stammer fra den gamle danske film "Charles Tante" fra 1959, der udover de to ovennævnte skuespillere også har Ove Sprogøe, Ebbe Langberg og Ghita Nørby med i filmen.
Det er den allersidste scene i "Charles Tante", der nu har fået fornyet opmærksomhed, efter en bruger i USA har lagt det på sin profil.
For lige efter Dirch Passer og Susse Wold kysser hinanden, hiver hun en vifte op, der markerer slutningen på filmen med ordet "Slut".
Det er dog ikke alle, der forstår meningen med viften.
For "slut" kan på engelsk betyde "luder".
Klippet har derfor givet anledning til nogle kommentarer på X.
"Det danske sprog vinder", skriver en bruger på engelsk.
"Kæmpe meme-potentiale", skriver en anden.
Det har en bruger opfanget og derfor lavet klippet til en gif.
I skrivende stund har klippet fået 7586 likes og blevet set mere end 693.600 gange.