Hun er verdens ældste model: Vogue sætter 106-årig på forsiden
I en verden fuld af botox og rynkeforskrækkelse kan det forekomme kontroversielt at lade en 106-årig pryde forsiden af et modemagasin.
Det er dog ikke desto mindre det, den filippinske udgave af Vogue har gjort.
Det afslører magasinet på Instagram, hvor de har postet et billede af den smukke forside.
Apo Maria ‘Whang-Od’ Oggay er navnet på verdens ældste forsidemodel, som har fået æren af at være ansigt på Vogues skønhedsnummer.
Hun er sin generations sidste og nulevende mambabatok (en tatovør, som laver de oprindelige kalinga-tatoveringer, red.). Den 106-årige blækkunstners egen krop er dækket af de traditionelle kalinga-tatoveringer, som symboliserer styrke, mod og skønhed.
Det er 90 år siden, Apo Maria Oggay lærte at tatovere af sin far, og hun har i sinde at fortsætte helt til hendes øjne ikke længere kan se.