Kvinde sprang ud af kørende bil – der var en edderkop
Der er én ting, der er solevigtig, hvis du pludselig støder på en edderkop i din bil: Bevar roen!
Det var dog ingenlunde, hvad en kvinde fra Georgia, USA gjorde.
Hun blev nemlig så forskrækket og bange (ja, hvem ville ikke blive det?), at hun slet og ret sprang ud af bilen, som herefter kørte lystigt videre.
Det skriver Mirror.
Helt præcist var den unavngivne kvinde i gang med at bakke sin Kia ned mod en bådebro, så hun kunne få sin kajak i vandet. Så langt nåede kvinden dog ikke, før det ottebenede uhyre kom valsende henover hendes lår.
Og det blev kvinden altså så forskrækket og bange over, at hun simpelthen forlod bilen i al hast – og glemte alt om håndbremse og slukning.
Da politiet kort efter nåede frem, var kvinden heldigvis i god behold. Det samme kunne dog ikke siges om Kia’en, der nu var kørt i vandet, taget af strømmen – og kort efter forsvundet under vandoverfladen.
Ifølge mediet vil kvindens forsikring formentlig betale for, at dykkere nu skal lede efter den forsvundne bil. Edderkoppens tilstand er uvis.