Nyt pressemøde: Dramatisk udvikling i løve-sag
For kort tid siden har borgmesteren i den berlinske forstad Kleinmachnow givet seneste nyt i sagen om ”den løsslupne løve”.
Noget tyder nu på, at borgerne i Berlin kan ånde lettet op, for ifølge nye undersøgelser peger beviserne på, at der ikke er tale om en løve. I stedet mener man, at der er tale om et vildsvin.
Det fortæller borgmester Michael Grubert på et netop afholdt pressemøde.
Her fremlagde borgmesteren nye beviser i sagen.
Man har blandt andet reevalueret den video, som blev startskuddet til det hele. Videoen blev filmet natten til torsdag – og i første omgang mente man altså, at der var tale om en løvinde.
Nu har eksperter nærstuderet videoen endnu engang, og nu mener man altså ikke længere, at der er tale om det frygtede kattedyr.
Konklusionen bygger blandt andet på, at ryggen ikke passer til en rovkat. Desuden vil en løves hale bevæge sig, hvilket ikke er tilfældet på den pågældende video.
Derfor har de tyske myndigheder nu afblæst eftersøgningen:
– Der er ingen risikosituation, siger Grubert på pressemødet.
– Efter al menneskelig dømmekraft går vi ud fra, at det ikke er en løvinde.
Derfor må de borgere i området igen færdes udenfor. Indtil nu har man ellers opfordret alle til at holde sig indenfor af frygt for, at der altså var tale om en ægte løve.