Pjisk pjask, bjørn viser sig at være en rigtig vandhund
Det kan være svært at forestille sig, at man har lyst til at tage sig en dypper for at køle kroppen ned, nu hvor decembervejret er kommet og dagslys er en sjældenhed.
Men en sød video fra Oregon Zoo viser en bjørn, der gør præcis det.
Bjørneungen i videoen må siges at leve livet, mens den karter rundt i baljen som en vaskeægte vandhund.
Det ligner umiskendeligt et barn, der har svært ved at holde balancen i badekarret. For bjørnen pjasker rundt og kæmper med at finde balancen.
Til gengæld ser det ud til, at den legesyge bjørn virkelig nyder livet i baljen. For der bliver leget, tumlet og pjasket til den store guldmedalje.
Så selv om bjørne jo i virkeligheden er pissefarlige, så får man mest af alt en følelse af at se på Baloo fra junglebogen, der mest af alt er både kærlig og sjov.
Flere i kommentarsporet spørger også, hvorfor bjørnen skal være så skidesød, når nu den er farlig.
En anden kvinde i kommentarfeltet skriver, at efter hun har set den video, kan hun nu se, hun blot er en hårløs bjørn i et badekar.
Videoen er blevet set mere end 21 millioner gange, og næsten fire millioner har smidt et like efter den søde bjørn.