Rystende video: Her vågner "død" kvinde op til sin egen begravelse
En gruppe sørgende familiemedlemmer fik sig noget af et chok, da de var til begravelse forleden.
Her kunne de nemlig pludselig høre bankelyde inde fra kisten og fandt på chokerende vis ud af, at den afdøde, der netop skulle til at proppes i jorden, slet ikke var død alligevel.
Det skriver New York Post.
Ifølge det amerikanske medie fandt den rystende episode sted til en begravelse i Ecuador i fredags.
Her skulle en 76-årig kvinde ved navn Bella Montoya begraves, da hun altså pludselig vågnede op og kom så meget til bevidsthed, at hun heldigvis fik alarmeret de tilstedeværende.
På sociale medier florerer der nu en video, hvor man kan se lægefolk tilse Bella Montoya, efter de har fundet ud af, at hun er i live.
I videoen kan man se, at kvinden tydeligt hiver efter vejret, mens hun bliver båret fra sin kiste over på en båre.
- Hun slog på kisten med sin venstre hånd, og kisten rystede, fortæller Bella Montoyas søn, Gilbert Balberán, om den chokerende episode.
Sønnen fortæller videre, at begravelsen blev afholdt fire timer efter, at hans mor blev erklæret død som følge af et hjertestop.
Ifølge sønnen har han fået at vide, at hjertestoppet angiveligt medførte, at moderen fik katalepsi, hvilket er en unaturlig stivhedstilstand i kroppen.
Tilstanden kan medføre fiksering af kroppen, mindsket følsomhed over for smerte samt langsom vejrtrækning, og det var altså derfor, at Bella Montoya blev erklæret død på fejlagtig vis.
Den 76-årige kvinde er nu indlagt på samme hospital, hvor hun blev erklæret død.
- Hun får ilt, men hendes hjerte er stabilt. Nu håber jeg bare, at min mors helbred bliver bedre, for jeg vil gerne have hende ved min side, siger sønnen og kalder episoden for "et mirakel".
Ifølge New York Post vil myndighederne nu undersøge sagen for at komme til bunds i fejlen.