Turist dræbt af haj: Her er det første billede
Et uhyggeligt hajangreb kostede tirsdag en 58-årig kvinde fra den amerikanske delstat Pennsylvania livet.
Kvinden og hendes familie var ude og snorkle ved Green Cay i Bahamas, da hun pludseligt blev angrebet af en tyrehaj. Selv om kvinden hurtigt blev reddet i land, stod hendes liv ikke til at redde.
Nu er det første billede – samt identiteten på den dræbte – blevet frigivet. Der er ifølge New York Post tale om den 58-årige projektkoordinator Caroline DiPlacido.
Hendes arbejdsplads, Gannon University, har i kølvandet på det tragiske angreb udtalt, at hun var “en fantastisk kollega”:
– Det er en knusende nyhed, og hun vil virkelig blive savnet, siger Michael Kesicki fra Gannon University.
Caroline DiPlacido og hendes familie var gæster på krydstogtskibet "Royal Caribbean's Harmony of the Seas". Skibet havde lagt til kaj ved en af Bahamas-øerne, hvorfra familien var taget på en arrangeret tur til Green Cay.
– Familien snorklede efter sigende i havet, og området er kendt for snorklende turister, lyder det ifølge nyhedsbureauet Reuters fra politiet.
– Vi har fået at vide, at familien så en tyrehaj angribe kvinden.
Ifølge politiet var det ansatte fra rejseselskabet og kvindes familie, som bjærgede kvinden i land.
Herfra blev hun bragt tilbage til hovedøen New Providence, hvor hun blev erklæret død, oplyser politiet og tilføjer, at hun havde pådraget sig skader på overkroppen.
Hajangreb mod mennesker er generelt meget sjældne.
I 2021 var der i alt 73 uprovokerede angreb på verdensplan. Ni af dem havde dødelig udgang, og det er et godt nyk op fra det årlige gennemsnit, som ifølge Floridas Naturhistoriske Museum ligger på fem.