Ærlig Kylie Jenner: Derfor gik jeg fra Tyga
Kylie Jenner fortæller nu endelig om bruddet fra rapperen Tyga, som hun stoppede med at være kæreste med i starten af året.
Der har ellers været mange rygter om, hvorfor parret gik fra hinanden, men nu tager Kylie altså bladet fra munden. Det gør hun i det nyeste afsnit af sit realityprogram "Life of Kylie".
- Der var overhovedet ikke noget galt mellem mig og T. Ham og jeg vil altid have et specielt forhold. Der var intet skænderi, vi besluttede bare... Eller jeg besluttede, at jeg er virkelig ung. Jeg vil ikke sidde og se tilbage om fem år og føle, at han tog noget fra mig, når han virkelig ikke er den slags person, fortæller Kylie i programmet.
Dermed slår hun altså en gang for alle fast, at det var hendes beslutning, at forholdet til Tyga skulle ende.
Efter forholdet til Tyga sluttede, har Kylie kastet sig over en ny rapper. Denne gang er det rapperen Travis Scott, der har fået den yngste Kardashians-søster kærlighed at føle.
Og han er tydeligvis også glad for hende. Det kunne man også se i søndagens afsnit af "Life of Kylie". Her sender Travis Scott nemlig en kæmpe buket blomster til sin flirt.
Du kan se klip fra "Life of Kylie" i videoen herunder
Artiklen fortsætter efter videoen
Det var i april i år, at det kom frem, at Kylie og Tyga ikke længere var et par. Men på den relativt korte tid er det allerede lykkedes Kylie at finde en ny kæreste.
Ekskærestens nye forhold er dog ikke noget, der har kunnet sætte Tygas pis i kog.
- Jeg føler ikke noget omkring det. Vi har ikke været sammen i syv måneder. Han gør ikke noget forkert. Jeg bærer ikke nag, fortalte Tyga i et interview i juli..
Og Kylie er tydeligvis også kommet sig over Tyga, tidligere i år kom det nemlig frem, at hun havde fået ændret den kærlighedstatovering, hun havde fået lavet, da hun var sammen med ham.
Tyga vil aldrig tilbage til Kylie
Rapperen Tyga har også været meget klar i spyttet, når det kom til, om han kunne se sig selv være sammen med Kylie igen.
- Det er ikke for mig, mand. Jeg mener, det var godt, da det var godt. Da det var slemt, var det virkelig slemt, har han fortalt.
Mens Kylie og Tyga var kærester dukkede der masser af negative historier op om rapperen og hans økonomi. Han mener dog ikke, at de var dukket op til overfladen, hvis han ikke havde været kæreste med Kylie Jenner.
- I de sidste syv måneder, hvor vi ikke har været sammen, har der så været nogen negative historier? Alt jeg siger er bare, at hvem end, der styrer denne slags medier, kan ikke lide at se rappere med denne slags kvinder, specielt unge, hvide kvinde, og det er bare sådan, det er, fortalte Tyga også i juli.
Bruddet tidligere på året var ikke første gang, at Kylie og Tyga gik fra hinanden. Det gjorde de nemlig også i 2016, kort tid efter fandt de dog sammen igen, men det er altså endegyldigt forbi nu.
Føler sig sindssyg af berømmelsen
I "Life of Kylie" har Kylie Jenner valgt at være hudløst ærlig omkring sit privatliv, men hun har også valgt at fortælle om nogle af de ting, som hun har det svært med.
Fx er hun ikke særligt god til at være berømt, mener hun selv.
- Jeg har bestemt ikke valgt dette liv, men jeg skal ikke komme og sige, at jeg er helt uskyldig, fordi jeg bliver ved med at leve denne her livsstil. Jeg ved, at jeg gør mig selv mere berømt, ved at være på Instagram. Men jeg er ikke den slags person, der bare vil have alt opmærksomheden, fortalte Kylie i premiereafsnittet af "Life of Kylie".
Hun ved dog godt, at mange mennesker har det meget sværere, end hun har.
- Mange mennesker har det værre end mig. Det er bare meget at håndtere. Nogle gange tænker jeg: "Det var det. Jeg bliver sindssyg", fortalte hun også i programmet.
Det yngste medlem af Kardashian-familien har også fortalt, at hun ser op til den måde, som hendes ældre søskende håndterer deres berømmelse.
- Kim har altid sagt, at det her, det er det, hun er født til. Jeg respekterer det, men det er svært at lave normale ting, når hvert eneste menneske ved, hvem du er, fortalte Kylie i premiereprogrammet om storesøster Kim.
Du kan se flere billeder af Kylie Jenner i galleriet herunder