Blac Chyna er tilbage på den røde løber: Jeg har det godt
Det har været en begivenhedsrig sommer for Blac Chyna. Ikke mindst fordi hendes ekskæreste Rob Kardashian i starten af måneden valgte at dele pornografiske billeder af hende på de sociale medier.
Det fik Chyna til at træde lidt ud af rampelyset, men nu er hun tilbage på de røde løbere.
Og hun har det bedre end nogensinde.
- Jeg har det godt. Jeg føler mig virkelig velsignet lige nu, fortalte Blac til Entertainment Tonight, da hun i sidste uge dukkede op til et event.
Her fortalte hun også, at både datteren Dream og sønnen King Cairo har det godt.
- De er fantastiske. De har det helt sikkert godt, fortalte Blac Chyna. Med på den røde løber var også et kamerahold, der fulgte hver eneste af Chynas bevægelser, men hun ville ikke sige, om hun var i gang med at optage et nyt reality-show.
Blac Chynas dramatiske sommer startede den 5. juli, da Rob Kardashian spredte hævnporno af hende udover de sociale medier.
Det har siden udviklet sig til en sag i retten, hvor Blac Chyna har fået rettens ord for, at Rob ikke må nærme sig hende.
Samtidig har hun anklaget sin tidligere forlovede for hustruvold.
- Jeg blev selvfølgelig knust. Hvordan kan han finde på at poste sådan nogle billeder af et andet menneske? Jeg var helt chokeret. Jeg stolede på ham. Jeg betroede mig til ham. Jeg følte mig endda tryg ved at sende de her billeder til ham og tale med ham om personlige ting. Jeg føler mig virkelig forrådt, har Chyna fortalt om episoden med Rob. Det er dog ikke alle, der er sikre på, at Chyna er så uskyldig, som hun får fremstillet sig selv. Hendes ekskæreste Pilot Jones fortalte nemlig for et par uger siden, at hun er en mester, når det kommer til manipulation.- Det faktum, at hun prøvede at intimidere mig via de sociale medier, føler jeg ikke er okay. De her sociale medier bliver brugt til at chikanere folk. Jeg blev outed(skubbet ud af skabet, red.) på de sociale medier. Jeg tænker, at det var en anden af hendes geniale manipulationer. Hun er en mester i manipulation, fortalte Pilot Jones, der siden har taget sagen op med Chynas advokat.
Der er endnu ikke sat dato for, hvornår Blac Chyna og Rob Kardashian igen tørner sammen i retten, men Rob har allieret sig med advokaten Robert Shapiro, der var med til at få O.J. Simpson frikendt tilbage i 90'erne.
Du kan se flere billeder af Blac Chyna og Rob Kardashian i galleriet herunder
Rob Kardashian og Blac Chyna - masser af billeder