Michael Bublés kone efter sygdom: Vi er så lettede nu
Vinteren 2016 har været en lang, hård og opslidende tid for Michael Bublé og resten af familien.
Sangerens 3-årige søn Noah blev i november sidste år diagnosticeret med leverkræft og modtog herefter et hårdt kemoforløb for at vinde over sygdommen.
Den fire måneder lange kemokur er overstået, og heldigvis er lille Noah ved godt mod oven på sit sygdomsforløb.
Og nu har hans mor, Michael Bublés kone Luisana Lopilato, udtalt sig for første gang om sønnens kræftsygdom.
Michael Bublés 3-årige søn har leverkræft
På et pressemøde - som familien for nylig holdt, da de vendte hjem til Argentina efter endt behandling - takkede Luisana Lopilato lægerne i USA for at have givet Noah en fantastisk behandling.
- Min søns helbredelse er en lang proces, og som I alle ved, skal vi fortsætte med at gå til kontroller. Men vi er meget lykkelige. Og vi glæder os til at tænke på fremtiden og til at se vores børn vokse op, fortalte Luisana Lopilato på pressemødet tirsdag ifølge Daily Mail.
29-årige Luisana Lopilato og 41-årige Michael Bublé har foruden sønnen Noah også sønnen Elias på ét år.
- Min tro på Gud har hjulpet mig. Jeg blev stærk, så min søn kunne få det bedre. Jeg overførte den styrke til mine venner og min familie.
- Som familie har vi altid holdt sammen, og vi bekæmpede sygdommen sammen. Vi gjorde alt, hvad vi kunne for vores søn, så han kunne komme igennem det, fortalte moderen på pressemødet.
Familien har ikke udtalt sig meget, siden nyheden om sønnens sygdom kom frem i november sidste år.
Familien bekræftede dog på Facebook 4. november, at Noah var ramt af kræft.
Michael Bublés 3-årige søn ramt af kræft
Michael Bublé dropper stor prisuddeling efter familietragedie
- Luisana og jeg har sat vores karrierer på pause for at kunne bruge al vores tid og opmærksomhed på at hjælpe Noah med at blive rask. I denne svære tid beder vi om jeres bønner og respekt for vores privatliv, skrev Michael Bublé i opslaget.
Ellers er det først nu, at Luisana Lopilato har udtalt sig offentligt om sønnens sygdom.
- Det er meget svært for mig at tale om dette, for det er stadig meget nyt, og jeg er stadig meget berørt af det. Men kærligheden føler jeg hver dag, når folk stopper mig på gaden. Det er fantastisk at vide, at du ikke er alene, og at folk elsker dig, udtaler Luisana Lopilato.
Se billeder af familien i galleriet herunder: