Adam Price bekræfter: Ja, der var utroskab
LÆS OGSÅ: Adam Prince tager til genmæle efter Katherine Diez-bog: - Skal jeg vælge at græde over det?
Den 35-årige plagiatdronning Katherine Diez har ikke været populær i Adam Prices øjne, siden hun den 1. oktober udkom med sin selvbiografiske bog "I egen barm".
I bogen fortæller Diez nemlig om sit forhold til den 57-årige DR-stjerne, og bølgerne gik ifølge bogen højt.
Søndag er Adam Price så udkommet med en kronik i Weekendavisen, hvor han sætter ord på forholdet til Katherine Diez og i samme omgang beskriver, hvordan kærlighedseventyret på ingen måde var perfekt.
- Der blev begået fejl, og der var utroskab, og der blev grædt og råbt og nogle blev såret, skriver Adam Price.
I samme kronik fortæller Adam Price desuden, at der allerede inden plagiatskandalen havde været adskillige problemer i forholdet.
Adam Price og Katherine Diez gik fra hinanden tidligere i år. Bruddet kom i kølvandet på plagiatsagen, hvor det kom frem, at Diez bl.a. havde "lånt" tekster fra andre forfattere og skribenter uden at kreditere.
Sagen resulterede i, at den nu forhenværende litteraturanmelder måtte "gå under jorden", som hun selv har beskrevet det, og begræde sit nye liv langt væk fra Prices fornemme Hellerup-villa, hvor Diez ellers havde nydt somrene på terrassen med vin, bøger og lyden af legende børn fra de omkringliggende ambassadeboliger.