Kendte12. november 2024 (opd. I går)

Bent Mejding er død: - Jeg er fuld af sorg og tårer

Den kendte skuespiller blev 87 år, skriver Susse Wold på Instagram - parret fik hele 53 år sammen

Et liv i scenens tjeneste

LÆS OGSÅ: Susse Wold reddet af Bent Mejding

Skuespiller Bent Mejding er død. "Matador"-stjernen blev 87 år. Det skriver Susse Wold, 85, på Instagram.

- Min elskede Bent er død af en alvorlig lungebetændelse.

- Jeg er fuld af sorg og tårer, men også af dyb taknemmelighed over, at jeg i 53 år har været så heldig at være gift med min livsven, min elsker, min samarbejdspartner og min beskytter. Betingelsesløs kærlighed har jeg fået hver eneste dag.

I februar troppede Susse Wold op på den røde løber til musicalpremieren på ”Matador” uden Mejding. Det skyldes, at Bent dengang havde fået nyt knæ, men mere ville Susse Wold ikke snakke om mandens helbred.

Bent Mejding er død 87 år gammel i november 2024
Bent Mejding er død i en alder af 87 år. Det skriver Susse Wold på Instagram.
 Foto: Lars H. Laursen

På Instagram slutter Susse Wold opslaget af med at skrive, at hun venter på, at hun møder sit livs kærlighed på den anden side.

- At tro på noget, der er større end een selv, er en beslutning. Jeg har besluttet mig til at tro på, at Bent stadig vil beskytte mig selvom han ikke fysisk er her mere.

- Jeg vil bære ham med mig i et liv med kunst og bevægelse og aldrig ophøre med at elske ham.

- Gud har lukket en dør - men jeg venter på, at han vil åbne et vindue.

- Det er svært lige nu, så jeg vil bede om fred og ro. Det ved jeg, at I vil respektere. Tak for det.

Det er svært kun at nævne en ting på Bent Mejdings cv, som man vil huske den folkekære skuespiller og instruktør for.

Han har foruden "Matador" medvirket i blandt andet "Olsen Banden", "Edderkoppen" og "Tro, håb og kærlighed".

I juletiden vil mange nok også huske ham som oplæser på ”The Julekalender”.

Udover Susse Wold efterlader Bent Mejding sig to børn fra et tidligere forhold med ekskonen Susanne Beathe Rosenkrantz Theil-Jensen. Nemlig datteren Anne og sønnen Lars.

Parret gik fra hinanden i 1972, hvorefter Susse Wold og Bent Mejding - der kendte hinanden fra studietiden - fandt hinanden. Susse Wold og Bent fik aldrig børn sammen, men hun havde en søn fra sit forhold med skuespilleren Erik Mørk, nemlig forfatteren Christian Mørk.

Christian og Bent har dog aldrig lagt skjul på, at de betragtede hinanden som henholdsvis søn og far.

21. maj 1983 blev Susse Wold og Bent Mejding gift på Hawaii. Indtil hans død boede de senest i en lejlighed sammen i Skodsborg.

Sponsoreret indhold