Bubber fortryder intet: - Jeg greb heldigvis chancen
LÆS OGSÅ: Bubber lokker cykeltyv i fælde
Når Bubber onsdag 11. december runder et af livets skarpe hjørner med et sekstal forrest på aldersbeviset, kan han ikke kun se tilbage på et langt og begivenhedsrigt liv.
Han kan også kigge ned og se to småbørn løbe rundt i sin nye tilværelse med hustruen Signe.
For hvor andre i hans alder for længst er færdig med bleer og madpakker, har den fhv. børnevært taget endnu en omgang med en ny familie.
– Jeg synes, det er et privilegie. Når man kigger på de børn, kan man jo ikke forestille sig, at man ikke havde dem.
– Jeg er lykkelig for at have fået chancen igen, siger han til SE og HØR i forbindelse med den runde dag.
Han fortryder på ingen måde sin beslutning om at skabe en ny familie med småbørn i den alder, han har.
– Jeg fortryder sjældent noget. Og det er ikke bare noget, jeg siger. For hvad hjælper det? Helt ærligt.
Og der er ingen, der skal fortælle andre, hvordan de skal leve, slår fødselaren fast.
For selv om Niels Christian ”Bubber” Meyer ikke havde regnet med at skulle være far igen, efter de voksne børn var fløjet fra reden, kan han i dag ikke forestille sig et bedre scenarie.
– Det har jo simpelthen bare været en vild drøm, uden at jeg vidste, at jeg havde den.
– Men nu kigger jeg på de to og tænker: ”Hvor er det fedt, de er der for hinanden. Og at vi fik Rosa, så Albert ikke skulle være enebarn”, erklærer Bubber.
At det snart er 60 år siden, at dåbsattesten blev udstedt, får ham heller ikke til at ligge søvnløs.
– Jeg har ikke noget med det dér alder.
– Men med hensyn til helbredet kunne man da godt tænke sig, at det var som en 30-årigs, så man ikke skal strække sig ad helvede til om morgenen, inden man står ud af sengen – og at man kan mærke at få ondt i musklerne, hvis man har sovet lidt for godt, siger han med et smil.
Omend håret er sølvgråt, holder cykelentusiasten sig bedre end mange af sine jævnaldrende – bl.a. på jernhesten, som motionsrytteren Bubber gerne rider en lang tur på hver dag – plus 100 km. kan det sagtens blive til.
– Jeg har heldigvis altid været aktiv. Så det er ikke noget nyt for mig, at når man bliver ældre, så skal man huske at holde det hele i gang. Det ved jeg godt.
13 år – hvor?
Og med to små børn i huset, kan han heller ikke bare læne sig tilbage og lade stå til.
– Så kan man jo ikke bare sætte sig ned og dø. Man ved, man skal være der for dem, lyder det fra den snart 60-årige, der katapulterede sin karriere ved at lave børne-tv i et badekar.
Samtidig holder hans 13 år yngre kone Signe ham til ilden – og heller ikke her ser Bubber aldersforskellen som et emne mellem dem.
– Det er det skønne ved det. Ellers havde det ikke kunne lade sig gøre at få børn igen.
– Der kommer jo nok et tidspunkt, hvor 13 års forskel bliver meget tydelig, men lige nu kan vi ikke mærke det, lyder det fra tv-legenden Bubber.
Blomstrede i badekarret
I dag er Bubber én, alle danskere kender. Og det hele begyndte i et badekar, hvor et børneprogram, som ingen før havde set magen, opstod.
De skulle bruge: En tryktelefon, en vikingehjelm og en rockblomst – ren Olsen-banden.
– Det var i hvert fald starten på det hele. Det var døråbneren til alt. Det blev solgt til TV2 – og så er resten historie, fortæller han om sin tv-debut.
I de spæde år kæmpede han benhårdt for sine idéer, men i dag er han mere tilbagelænet i forhold til at få sin vilje igennem.
– Jeg behøver ikke at stå og kæmpe for det umulige mere. Men jeg regner da med, at resten af livet har mere at byde på. Masser af liv, lyder det.