Kendte10. april 2020

Caroline Fleming køber nyt hus: Flytter fra Joachim

Tv-baronessen flytter til Hellerup. Renoveringen af den nye villa er i gang.
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/caroline_5.jpg
 (Foto: Claus Poulsen)

Midt i coronakrisen gør Caroline Fleming sig klar til et nyt kapitel i sit farverige liv. Hun har købt et nyt hus i Hellerup, og dermed flytter hun snart fra prins Joachim og prinsesse Maries hus i Klampenborg.

Artiklen fortsætter under billedet ...

https://imgix.seoghoer.dk/caroline_hus_0.jpg
 (Foto: Kaspar Wenstrup)

Det bliver farvel til Joachim og Maries 527 kvadratmeter store villa på Emiliekildevej i Klampenborg. (Foto: Kaspar Wenstrup)

Det erfarer SE og HØR.

44-årige Caroline Flemings nye kasse ligger naturligvis i et af de dyreste områder i Danmark, nemlig i det famøse postnummer 2900 Hellerup. Her har tv-baronessen erhvervet sig et temmelig stort hus. Underskriften blev sat på papirerne for tre uger siden, og således kan Caroline nu kalde sig husejer i Danmark.

Det betyder også, at hun vinker farvel til Joachim og Maries 527 kvadratmeter store villa på Emiliekildevej i Klampenborg. Tv-baronessen flyttede ind i huset, da Joachim rykkede teltpløkkerne for at begynde på en militæruddannelse i Paris. Siden har hun boltret sig i det lækre hus og den tilhørende swimming-pool.

Store planer

Men det er snart slut, når Caroline overtager sit nye hus. I midten af marts delte hun også et billede af en plantegning på Instagram og gav dermed sine følgere et lille smugkig ind i fremtidsplanerne:

– Vi er i fuld gang med at designe et meget anvendeligt og praktisk vaskerum. Jeg har altid haft rengøringsvanvid og lidt OCD. Det her er den mest fantastiske brug af plads, skrev hun og taggede det eksklusive køkkenfirma Kvänum.

Jetsetteren er kendt for at gennemrenovere alt, hun bosætter sig i, og hun sparer ikke på kvaliteten. For år tilbage gennemrenoverede hun også sit London-hus, så hun kunne sætte familiens 1.200 britiske kvadratmeter på markedet til svimlende 82 millioner kroner.

Forelsket

Det nye huskøb betyder også, at Caroline Fleming bliver i Danmark. I foråret 2019 tog hun fusen på alle, da hun til Elle Style Awards meddelte, at hun efter 25 år i England ville flytte hjem til Danmark med sine tre børn, Alexander, 16, Josephine, 13, og 9-årige Nicholas (som hun har med Nicklas Bendtner, red.). Caroline vendte hjem i løbet af sommeren samme år, og siden har hun været fast inventar på røde løbere.

Artiklen fortsætter under billedet ...

https://imgix.seoghoer.dk/caroline_1_1.jpg
 (Foto: Martin Høien)

Sønnen Nicholas har hun med Nicklas Bendtner. (Foto: Martin Høien)

Det betød også, at den blonde skønhed fandt kærligheden på ny. Hun faldt nemlig pladask for entreprenøren Carsten Friis, der er kendt for sit Billi Bi-skomærke. Og parret har flere gange været ude til arrangementer sammen, inden coronakrisen lukkede Danmark ned.

Artiklen fortsætter under billedet ...

https://imgix.seoghoer.dk/carston_friis.jpg
 (Foto: Niels Ahlberg)

Carsten Friis ejer skomærket Billi Bi, og han danner par med Caroline. (Foto: Niels Ahlberg)

Joachim i Danmark

Caroline Fleming ventes først at overtage sit nye hus om to-tre måneder, og dermed bliver prins Joachims gamle hus ledigt igen.

Artiklen fortsætter under billedet ...

https://imgix.seoghoer.dk/caroline_3_2.jpg
 (Foto: Dan Mariegaard)

Tv-baronessen med datteren Josephine, 13, under modeugen i København. (Foto: Dan Mariegaard)

Lige nu bor Joachim med familien på Amalienborg, efter coronakrisen tvang dem tilbage fra Paris, hvor de har opholdt sig siden sommeren sidste år. 10-årige prins Henrik blev nemlig syg, og familien tog hjem for at få ham tilset på Rigshospitalet. Han blev testet for corona. Prøven var negativ, men familien valgte at blive i København, da grænserne som bekendt er lukkede. Her følger Joachim undervisning via internettet, ligesom prins Henrik og prinsesse Athene følger deres franske skoleundervisning på samme måde.

Det ventes, at Joachim og Marie vender tilbage til Paris, når coronakrisen er på retur, men deres ophold i Frankrig lakker mod enden uanset hvad. Ifølge planen skal familien vende tilbage til Danmark til sommer. Og det kommer således til at passe perfekt med, at Caroline Fleming kan flytte ind i sit nye hus i Hellerup.

Artiklen fortsætter under billedet ...

https://imgix.seoghoer.dk/caroline_2_1.jpg

Caroline er genforelsket i Danmark og har nu købt hus i Hellerup. (Foto: Peter Grosen)

Caroline Flemings agent, Unique Models-direktør, Jesper Thomsen, meddeler, at hun ikke har kommentarer til historien.

Sponsoreret indhold