Christian Degn fylder 40: Jeg har været heldig
Villa, vovse, måske ikke Volvo, men så i hvert fald kone og to halvstore børn.
Nogenlunde sådan forestillede gymnasieeleven Christian Degn sig, at hans liv ville være, når han fyldte 40 år.
– Men jeg må jo erkende, at livet er en uforudsigelig størrelse, der sjældent former sig, som man tror, siger TV-værten, som netop er blevet single og derfor bor alene i lejligheden på Vesterbro og hverken har hund, bil eller børn.
208 cm: Christian Degn er for lang til fodbold
Til gengæld har han et job og et liv, som han elsker. Så når fødselaren en gang imellem tager et helikopterperspektiv på sin tilværelse, bliver han glad for det, han ser.
– Jeg er ganske enkelt megaglad for at være sund og rask og kunne stå op hver morgen og bruge dagen på at gøre livet endnu bedre, siger han.
Artiklen fortsætter under billedet ...
– Jeg er lige blevet single, så jeg skal lige se, hvad der sker, og finde ud af, hvem Christian version 4.0 er. Men generelt er jeg god til at være mig selv og tage de kolbøtter, livet giver. (Foto: Peter Grosen)
Nyt job
Ej heller jobbet som vært på DR’s ”Hammerslag” havde han set komme, da han læste på Journalisthøjskolen i Aarhus.
– Jeg har altid været vild med at fortælle historier. Store som små. Det var derfor, jeg ville være journalist. Jeg var 20 år og skolens yngste, og pludselig kom alt til at handle om nyheder og afslørende journalistik. Det var så også den vej, jeg tog, siger Christian, der blandt andet var med til at grave den såkaldte kødskandale frem i DR’s ”Kontant”. Den sag endte med, at Lars Barfoed trak sig som minister for familie- og forbrugeranliggender.
”Hammerslag”s Christian Degn: Skjulte talenter
Christian Degn: Jeg elsker mit job
Men efter en hot chilismagning med den dengang relativt ukendte Chili Klaus fik man pludselig øje på nogle helt andre talenter hos Christian.
Ja, le bare, men tænk alligevel over det, lød beskeden, da Christian skreg af grin over tanken om sig selv som vært på ”Hammerslag”.
På rette hylde
Tænkte gjorde han, gik til casting og har det nu som en fisk i vandet.
– Sådan er livet så sjovt. Da jeg var 30 år, troede jeg, at jeg skulle være graverjournalist hele livet, funderer han og fortsætter.
– 30’erne kan godt være stressende. Det er der, man forventes at stifte familie, gøre karriere og få styr på det hele. For mig blev alting meget nemmere, da jeg slap taget og i stedet begyndte at tage tingene, som de kommer.
Artiklen fortsætter under billedet ...
– I gymnasiet var jeg vildt dårlig til at score kærester, men jeg blev altid inviteret med til at holde samtalen i gang. Jeg er god til at snakke med folk, så derfor giver det god mening, at jeg er havnet på ”Hammerslag”, mener Christian Degn. (Foto: Peter Grosen)
Set oppe fra helikopteren kan Christian kun sige, at han har været heldig med de første 40 år af livets klippekort.
– Jeg er skideglad for livet og overbevist om, at de næste 40 år nok også skal komme til at rumme noget godt. Men skulle det værste ske, er jeg taknemmelig over allerede at have haft et vildt godt liv. Men jeg har altså ingen planer om at stille træskoene foreløbig, forsikrer han.
"Hammerslag"-værten vild med musik: - Jeg er også dj
Det gik lige i hjertet
På selve den runde dag lørdag den 18. maj var han til bryllup hos kusinen. I stedet holder han fest i pinsen, begyndende med kroket i sin gårdhave og så ellers ud i byen.
– Jeg overvejede en større fest, men jeg fik 120-150 på gæstelisten. Så jeg skar det ned til en mindre flok. Kun mænd. Men min far er også inviteret. Det ville jeg aldrig have gjort som 30-årig. Han blev også meget overrasket, fortæller Christian.