Kendte20. september 2023

Efter Kombardo-drama: Dennis Knudsen har fået mundkurv på

Kendisfrisøren har fået besked på, at han ikke må udtale sig om den såkaldte ”færgegate”, der udspillede sig i sommer, og som resulterede i, at han mistede både sin bil og sit kørekort
Dennis Knudsen havde meget besvær med at få familien hjem fra fødselsdagsfejring i Malaga, men han vil nødigt brokke sig. - Jeg har et luksusliv i forhold til alle mulige andre, siger han. 
Dennis Knudsen havde meget besvær med at få familien hjem fra fødselsdagsfejring i Malaga, men han vil nødigt brokke sig. - Jeg har et luksusliv i forhold til alle mulige andre, siger han.
 Foto: Lars H. Laursen

Læs også: Efter Dennis Knudsens færgegate: Her er hans seneste shitstorms

Da sommerferien gik på hæld, talte hele Danmark om et særligt vredesudbrud.

På vej ombord på Molslinjen – den såkaldte Kombardo Expressen – løb det af med Dennis Knudsen. Han overfusede personalet, raserede et kontor, rev en bom af, hvorefter han var tæt på at køre en ansat ned.

Alt sammen fordi han var kommet for sent til færgen med bilen fyldt af sultne unger.

Udbruddet resulterede i en beslaglagt bil og et konfiskeret kørekort, og nu fortæller 60-årige Knudsen fra den røde løber ved premieren på Wallmans i Cirkusbygningen til SE og HØR, at han ikke må fortælle særlig meget om sagen.

– Jeg har fået tavshedspligt, og må ikke sige noget om sagen, fortæller han.

Beskeden om ikke at sætte flere ord på sagen om vredesudbruddet på vej ombord på færgen kommer fra hans advokat Mette Grith Stage, som altså har rådet ham til at klappe i.

– Det er noget, der skal afgøres i retten, eller også kommer vi uden om retten, det ved jeg ikke, det ved hun, siger han om advokatens besked.

Røvsurt

Kendisfrisøren fortæller dog indledende, at hverdagen er god for ham og hans familie, selvom den er blevet en lille smule mere besværlig, efter familiebilen er skiftet ud med en ladcykel.

– Lige nu tager jeg det med oprejst stil. Det er røvsurt at få taget sit kørekort, og det er da også røvsurt at få taget sin bil, men så knokler jeg rundt med tre unger på en ladcykel, ikk? Så får jeg jo også noget motion sådan, siger han til SE og HØR.

Det har dog været en smule begrænsende f.eks. at skulle hive familien hjem fra Spanien, hvor datterens første fødselsdag blev fejret i Malaga.

– Det har begrænset mig meget. Da vi skulle hjem fra Malaga, du ved hjem fra lufthavnen ind til Hovedbanegården med tre unger og to kufferter, og så videre med toget til Korsør. Så blev jeg så hentet af naboen i Korsør, men det er altså ikke helt nemt, fortsætter han således.

Så vidt vides lod Dennis Knudsen dog ikke den lidt krævende hjemtur gå ud over hverken bomme, ansatte eller computerskærme inde på Hovedbanegården, så det hele endte godt.

https://imgix.seoghoer.dk/2023-09-20/_ll26056.jpg
Dennis Knudsen var i godt humør, da han troppede op til Wallmans i Cirkusbygningen torsdag aften
 Foto: Lars H. Laursen

Et luksusliv

Dog mener han bestemt ikke, han har noget at brokke sig over, også selvom han synes, det er irriterende at gå og vente på det retslige efterspil.

– Men prøv og hør, jeg har dog et luksusliv i forhold til alle mulige andre. Jeg tænker også tit på andre, der må cykle på arbejde og med børn i sne og frost.

Efter vredesudbruddet blev kendisfrisøren sigtet for vanvidskørsel og har fået beslaglagt sin bil - en audi Q7 til 1,2 millioner kroner. Ligesom også kørekortet blev taget.

Knudsen var ude for at undskylde for sin opførsel efterfølgende.

– Ja, jeg fik en nedsmeltning, var presset til det yderste, skrev han på Instagram.

I dag fortæller han til SE og HØR, at det er vigtigt for ham snart at komme videre.

– Ved du hvad, det er det. Jeg har dummet mig. Og begået en fejl, som jeg har sagt undskyld for flere gange. Jeg er nødt til at komme videre, så det gør jeg så.

Han slutter med ordene:

– Det er ingen, der er døde, og alle har det godt.

Sponsoreret indhold