Efter rottefund: Sur smiley og bøde til "Bagedyst"-dommer
TIP OS: Kender du mere til sagen? Fortæl din historie i en mail til cn@sh.dk - fortrolighed gives, hvis det ønskes
Konditoriet Grannys House, hvor "Den store bagedyst"-dommer Katrine Foged Thomsen sidder i direktionen, har fået en sur smiley og en bøde på 10.000 kroner af Fødevarestyrelsen. Og det er ikke første gang i år, at der har været problemer i firmaet.
Stod pivåbent
Da fødevarekontrollen forleden var på besøg hos Grannys House i Søborg 15. juli, var der flere ting galt.
"Dør til container, som er placeret i baggård, hvor der opbevares emballage står åben," står der som anmærkning i smiley-rapporten.
"Ligeledes står dør åben fra telt til cafe/barområde så der er direkte adgang til lokale hvor der produceres fødevarer," lyder det.
Det er altså på trods af, at der få dage inden var fundet spor af rotter ved konditoriet.
TJENER MANGE PENGE
Selvom Grannys House har problemer med Fødevarestyrelsen, går det særdeles godt for forretningen.
I det seneste årsregnskab fra 2020 kan virksomheden - som ejes af Rasmus Søndergaard Hansen (max. 80 procent) og Flemming Led Sandholm (max. 20 procent, red.) - notere sig et overskud på over 2,5 millioner kroner efter skat. Året før var det på den rigtige side af 1,9 millioner kroner efter skat.
Egenkapitalen er i dag på over 11 millioner kroner. Dermed burde der være rigeligt med penge i kassen til at få bugt med rotteproblemet.
Kilde: Årsrapport, Grannys House, 1. januar - 31. december 2020
Michelin-restaurant raser efter sur smiley
"Der er set rapport fra skadedyrsbekæmper, der den 13. juli 2021 har efterset fælder, hvori der er fanget to rotteunger," står der i rapporten, som også afslører problemer med at sikre, at temperaturerne i stedets fødevarer er forsvarlige.
Og Rasmus Søndergaard Hansen, der er gift med Katrine Foged Thomsen og ejer af Grannys House, er klar over rotteproblematikken.
Han accepterer derfor den sure smiley og bøden, men fortæller, at rotterne lige nu er et problem i hele området, fordi et gammel posthus længere oppe ad Søborg Hovedgade er ved at blive revet ned.
- Jeg vil tro, at Gladsaxe Kommune har fået 200-300-400 procent flere anmeldelser af rotter de sidste to-tre måneder.
- Så det er uanset, hvor de kigger hen, siger Rasmus Søndergaard Hansen til SE og HØR.
Artiklen fortsætter under billedet...
Det er adskillige måneder siden, bagerafdelingen i Søborg har fået en glad smiley. Også ved de to forrige besøg var der nemlig problemer med blandt andet rengøringen på stedet. Skærmdump
Men har I så taget jeres forholdsregler i forhold til det?
- Åbenbart ikke godt nok. Vi har kommunen på. Vi har et rottefirma på. Og vi er selv ekstremt opmærksomme.
Kan du forstå, hvis folk synes, det er ulækkert?
- Jeg kan udmærket se problemet i det. Vi gør også alt, hvad vi kan, siger han.
Sur smiley tidligere
Det er ikke første gang, at Grannys House har overtrådt Fødevarestyrelsens retningslinjer.
I sommeren 2020 fik Grannys House i Gladsaxe ligeledes en sur smiley. Dengang blev der fundet spindelvæv, madrester på gulvet og masser af snavs i bageriet.
Er det svært for jer at overholde Fødevarestyrelsens retningslinjer?
- Det er en anden problematik. Det er en anden produktionsenhed, siger Rasmus Søndergaard Hansen.
Men er det så generelt svært for jer at overholde retningslinjerne?
- Nej, det synes jeg ikke.
Uhumske forhold: "Bagedyst"-dommer får bøde
Artiklen fortsætter under billedet...
Bagedyst-dommeren er slet ikke med i selskabet, siger hendes mand, der officielt er registreret som den anden direktør. Men både i firmaets regnskaber og her i cvr-registreret står hun tydeligt opført som direktør. Skærmdump
Manden: Hun er slet ikke med
Selvom Katrine Foged Rasmussen i CVR-registret står som tilknyttet til direktionen i Grannys House, forklarer ægtefællen Rasmus Søndergaard Hansen, at hun ikke længere arbejder der i praksis.
"Hun har ikke arbejdet i virksomheden de sidste par år," skriver Rasmus Søndergaard Hansen i en sms til SE og HØR.
På firmaets hjemmeside kan man ellers læse en meget flot hilsen fra netop bagedystdommeren og hendes mand:
"Fælles for alt hvad vi laver er at hygge, hjertelighed og friskbagt hjemmebag altid er i centrum i Grannys House."
"Venlig hilsen Katrine & Rasmus."
Ifølge Rasmus Søndergaard Hansen er hans kone slet ikke med i firmaet. Og han kalder det en fejl, at man i cvr kan se, at hun står som direktør sammen med ham. Alligevel underskrev han digitalt i denne uge firmaets regnskab med hende som meddirektør. Skærmdump
Og kigger man på virksomhedens nyeste årsregnskab for 2020, står Katrine Foged Thomsen fortsat som direktør og underskriver sammen med Rasmus Søndergaard Hansen.
Regnskabet blev godkendt på en generalforsamling 2. august 2021 - altså i mandags:
"Det er beklageligt."
"Det stemmer ikke overens med virkeligheden," lyder forklaringen fra Rasmus Søndergaard Hansen i ny en sms om, hvad han mener er fejlregistreringer i de offentlige registre.
Det har ikke været muligt for SE og HØR at komme i kontakt med Katrine Foged Thomsen, da hun har travlt med optagelserne til en ny sæson af det populære program.
TIP OS: Kender du mere til sagen? Fortæl din historie i en mail til cn@sh.dk - fortrolighed gives, hvis det ønskes