Michelin-restaurant raser efter sur smiley
SENESTE: Nu har Kokkeriet fået sin glade smiley tilbage
Tip os: Har du flere informationer i sagen? Del din viden i en mail til heine@sh.dk - fortrolighed gives, hvis det ønskes
Det er dybt uretfærdigt, at Michelin-restauranten Kokkeriet i København nu hænger på en sur smiley og en bøde på 10.000 kroner.
Det mener stedets ejer, Sammy Shafi, der vil klage over afgørelsen.
Som SE og HØR fortalte fredag, er den sure smiley faldet, efter et kontrolbesøg, hvor der blev fundet adskillige madvarer, som var alt for varme.
Besøget var udløst af en anmeldelse til myndighederne fra en anonym person.
Artiklen fortsætter under billedet...
Sådan ser toppen af rapporten ud. Skærmdump
Det var galt
I smiley-rapporten, der netop er offentliggjort, kan man blandt andet se, at der blev opbevaret "39 stykker fersk laks, 4 stykker hel makrel, 4 liter mælk, 2 liter fløde samt 2 bøtter med creme fraiche i kølerummet i kælderen ved en temperatur, målt med kalibreret luftfølertermometer, på 13,2 grader."
Rapporten afslører videre, at der "måles en temperatur i et stykke fersk laks, med kalibreret indstikstermometer, på 10,8 grader samt en temperatur målt med kalibreret indstikstermometer, på 9,8 grader i en hel makrel."
Selvom kontrollanten samtidig opdagede, at en køleboks med mad var i stykker, mener Sammy Shafi, at der er tale om et hændeligt uheld.
Ejer: Fanger vi normalt
I et længere opslag på Facebook forklarer han således, at køleboksen bruges til at opbevare mad, der skal tilberedes på et senere tidspunkt. Kølingen af mad, der er på vej ud til kunderne, er der ingen problemer med, påstår han:
"Under normale omstændigheder vil vores procedurer gøre at det fanger vi indenfor få timer."
"Havde det været den primære køleboks, fanger vi det typisk indenfor minutter. Det er nærmest umuligt at overse alarmen der står og blinker på køleboksen. Den er der af en årsag."
ENDNU en sur smiley til Camilla Plum
MYNDIGHEDER: EN KLAR OVERTRÆDELSE
Hos Fødevarestyrelsen i København, der har stået for kontrolbesøget, afviser ledelsen imidlertid, at den forklaring kan bruges til noget.
- Når temperaturen er så høj i letfordærvelige fødevarer, og især i fersk fisk, som det er tilfældet her, kan der forekomme bakterier, der i sidste ende kan gøre forbrugerne syge, siger Jakob Munkhøj Nielsen, fødevarechef i FødevareKøbenhavn under Fødevarestyrelsen, til TV2 Lorry.
- Vi vurderer, at der således er tale om en klar overtrædelse af en klar regel.
Fødevarechefen tager da også klagen fra Kokkeriet roligt. Bliver bøden ikke betalt, vil sagen derfor blive politianmeldt og ende i retten, er meldingen fra myndighederne.
Om sagen også koster stedet dets enlige Michelin-stjerne, får vi svar på til september, når uddelingen af den prestigefyldte pris sker.
Spørger man kunderne fra en anden sag nytårsaften, hvor stedet ikke kunne levere, hvad det lovede, er svaret et klart ja til at fjerne Michelin-hæderen.