
Efter stalkingskandale: Sisse Sejr droppet som moderator

LÆS OGSÅ: Ekspert om Sisse Sejrs udtalelse: - Hun trækker offerkortet
I næste måned skulle den skandaleramte Sisse Sejr have stået i spidsen for en talk om de udfordringer, som kvinder møder i politik og i medierne.
Radioværten havde nemlig scoret sig et moderatorjob, hvor hun skulle styre "REND MIG!!"-debatten mellem Pernille Skipper og Cecilie Beck til Fireside Talk.
Men efter mandagens afsløringer om, at Sisse Sejr-Nørgaard er blevet sigtet i en sag om stalking mod en anden kvinde, er den 42-årige journalist nu blevet droppet som Fireside Talk-moderator.
Det bekræfter arrangøren, der har valgt at skifte Sisse Sejr ud med en anden talk-moderator, i en sms til B.T.

Den landskendte tv-, radio- og podcastvært er blevet sigtet for i længere tid at have chikaneret en kvindelig bekendt af hendes kendte mand, Esben Bjerre, der blandt andet står bag podcasten “Her går det godt” sammen med sin makker, Peter Falktoft.
Det skal hun have gjort ved i ugevis at have stalket kvinden og ved at have stjålet hendes identitet.
Ifølge en såkaldt retsmødebegæring, der er afleveret til retten som en tilståelsessag, er det sket i mindst 81 tilfælde sidste sommer.
Og Sisse Sejr-Nørgaard har altså ifølge papirerne fra anklagemyndigheden erkendt sin skyld i forbrydelserne, da sagen som nævnt kommer til at køre som en tilståelsessag ved Københavns Byret i begyndelsen af næste måned.

Ifølge SE og HØRs oplysninger er det en bekendt af Sisses mand, som tv-værten havde set sig vred på.
Den omfattende og systematiske chikane fandt sted i perioden 15. juli til 23. august 2024.
Her stjal Sisse Sejr-Nørgaard ifølge anklagemyndigheden kvindens personlige oplysninger og chikanerede hende ved blandt andet at tilmelde hende forskellige private virksomheder og offentlige serviceydelser.
Fik penge for det
Sisse Sejr-Nørgaard har i sit arbejde som tv-vært og journalist tidligere været vært på programmet “Mit liv er stjålet” på DR, som netop omhandlede identitetstyveri - altså selvsamme kriminalitet, som hun nu ifølge anklagemyndigheden har erkendt.
I tv-programmerne blev hun undervist af IT-sikkerhedseksperter i, hvor nemt man kan få fat i personlige oplysninger om andre på nettet.
- Jeg hedder Sisse Sejr-Nørgaard, og jeg er journalist, og jeg vil begive mig ud på en mega nervepirrende rejse for at prøve at forstå, hvordan det er miste kontrollen over sit liv på nettet, lyder det fra tv-værten i introen til programmet.
Den kendte journalist og vært holdt samme år et oplæg hos Østjyllands Politi, hvor hun skulle klæde borgerne i politikredsen på til at undgå at få deres identitet stjålet på nettet.
Mandag valgte Sisse Sejr at bryde tavsheden i et opslag på Instagram.
Her skriver hun blandt andet, at hun og manden, Esben Bjerre, i sommer befandt sig i en "uoverskuelig krise", hvorfor hun opførte sig, som hun gjorde.
- Jeg var knust, samtidig med at jeg oplevede sygdom i min aller nærmeste familie.
- Og så reagerede jeg helt åndssvagt.
- Jeg stod ikke alene om det, men det var klart på grund af mig, det skete, skriver den 42-årige journalist.
