Ekspert om Katherine Diez efter udgivelse: Står ikke på mål for bogen
LÆS OGSÅ: Fælder dom over Katherine Diez - Hævnporno-notater
"I egen barm" har både lokket folk til landets boghandlere og til tasterne.
Men på trods af den massive popularitet er det foreløbigt kun blevet til to interviews i forbindelse med bogudgivelsen.
Det var i henholdsvis Politiken og i DR-podcasten "Genstart", at Katherine Diez satte ord på sin omdiskuterede bog.
Og torsdag slog den administrerende direktør for forlaget People's Press, der har udgivet bogen, da også fast, at det ikke bliver til mere i denne omgang.
Årsagen til dette er der ifølge William Atak, som er kommunikations- og shitstormsekspert, to forskellige bud på. Det skyldes enten et ønske om at sælge flere bøger eller et forsøg på at undgå kritiske spørgsmål, vurderer han.
- Det kan være med det formål at skabe mere nysgerrighed om indholdet af bogen. Altså, at man skaber en øget interesse ved ikke at afsløre eller komme med svar på ting. Det bliver pludselig lidt mere eksklusivt og spændende, og på den måde kan man måske sælge flere bøger.
- Det kan også være, at de (forlaget og Katherine Diez, red.) er bekymrede for den negative dækning af de afsløringer, der er i bogen, og det kan måske være svært at svare på den kritik, og så forsøger de så vidt muligt at undgå al den negative mediedækning for nu.
Kan opfattes negativt
William Atak slår dog samtidig fast, at strategien ikke nødvendigvis har den ønskede effekt.
Ved ikke at stille op til interview kan det give det indtryk, at forlaget og Katherine Diez ikke kan stå på mål eller forsvare det skrevne.
- Der er ingen tvivl om, at det kunne være et positivt træk at gå ud og forsøge at tage styringen for shitstormen og narrativet ved at tage ansvar for de ting, som hun har skrevet i bogen ved at gå ud og forsvare sig selv.
- Derfor mener jeg faktisk også, at den her strategi ved ikke at stille op til interview også kan, af både medier og af offentligheden, opfattes som om, at hun reelt set ikke kan stå på mål for det, hun har skrevet. At hun reelt set undgår det ansvar, der følger med, når man udgiver en bog.
Til fagbladet Journalisten lød forklaringen fra People's Press således:
- Vi ønskede at gå til få medier, hvor vi ved at de svære spørgsmål ville blive stillet, men på en sober måde.
Eksperten vurderer derudover, at den massive omtale er kommet bag på forlaget. For selvom forlaget udmærket godt har vidst, at bogen ville tiltrække stor opmærksomhed, har de måske alligevel ikke været klar over, hvor voldsom mediestormen egentlig ville blive.
- Jeg kan forestille mig, at der er nogle, der sidder tilbage med en følelse af både at være stolte, men også bekymrede. Måske var man (forlaget, red.) slet ikke klar over, at det ville skabe så meget ramaskrig det med Adam Price og Dan Jørgensen og så videre.
SE og HØR har gentagne gange forsøgt at få et interview med Katherine Diez. Det er dog ikke lykkedes.