Ibsen vil ikke se Bubber: Taler aldrig sammen

I tre måneder lå hun helt stille i en handlingslammet afmagt over erkendelsen af, at 29 års ægteskab var slut.

Men inde i hovedet foregik der en dyster kamp for Bubbers ekskone, Christina Nørby Ibsen, 55.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Bubber, 56, og Christina Ibsen, 55, dengang de stadig var et par.
Siden skilsmissen i 2019 har de ikke set eller talt med hinanden. (Foto: Lars H. Laursen)

I et interview med B.T. slår hun nu fast, at hun drømte om at kaste forbandelser over sin tidligere veninde, Signe Rossing, som løb med tv-værten trods årtiers venskab med Ibsen.

– Er jeg virkelig sådan et vredt menneske? Har jeg virkelig så meget hævngerrighed i mig? spurgte hun igen og igen sig selv.

Tilgiver hende aldrig

I interviewet afslører Ibsen også, at hun ikke har haft kontakt til Bubber, 56, siden bruddet.

Artiklen fortsætter under billedet ...

43-årige Signe Rossing har været barnepige for Bubber og Ibsens børn – og kendte dermed familien indefra.
Derfor har Ibsen heller intet tilovers for sin tidligere veninde, som nu har barn med hendes eksmand. (Foto: Mikael Rieck)

– Men det kan være, at jeg en dag forener mig med det, så det ikke fylder noget for mig, fortæller Ibsen og gentager, at hun aldrig kommer til at tilgive Signe.

– Det er faktisk ikke en bitterhed, der ligger i mig. Det er nok mere en forundring over, at et menneske, som man kender rigtig godt, pludselig viser sig fra en anden side. Så bliver man utrolig ked af det.

Helle på hospitalet

Hun beretter, at tiden efter skilsmissen gjorde det svært for hende at være der for andre.

– Bortset fra det kunne jeg ikke rigtig være der for nogen. Heller ikke mine børn eller mit dejlige elskede barnebarn, der lige var kommet til verden.

Det var bare en grim og væmmelig tid. En ulykkelig tid fyldt med mørke og sorg, lyder det fra Ibsen.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Bubber må acceptere, at hans kvinde gennem 29 år ikke vil se eller tale med ham. (Foto: Kaspar Wenstrup)

Kun hendes arbejde som sygeplejerske på Rigshospitalet var et lille helle.

– Det var det sted, hvor jeg gik hen, når jeg var allermest ked af det.

Så tog jeg min kittel på og gik ind og passede sindssygt dårlige børn og var der for ulykkelige og sorgfulde forældre og pårørende. Der kunne jeg glemme mit eget.