Jim Lyngvild må lukke selskabet: Nu reagerer han
Det har ikke just været et blændende år for Jim Lyngvilds økonomi.
I hvert fald har hans forliste slotseventyr omkring Harridslevgaard resulteret i, at han og hans partner, Morten Paulsen, er nødt til at lukke deres selskab Paulsen & Lyngvild ApS, samtidig med at hans andet selskab, Raunsborg, blødte penge i 2023.
Men det betyder ikke, at den finurlige iværksætter sætter sig ned i et hjørne og græder over det. Tværtimod, fortæller han nu til SE og HØR.
- Det er jo, som det er. Jeg har det sådan, at man er nødt til at kigge fremad. Så må vi sige til os selv; ”Jamen okay. Hvad skal der så ske nu?”
Det var ikke for sjov
Det giver da også fin mening, at Lyngvild ikke er mere påvirket af det forgangne års dårlige økonomiske resultater.
Fordi på trods af, at han aldrig blev slotsejer, så synes han selv, at der er kommet noget godt ud af det hele, fortæller han.
- Harridslevgaard-eventyret sluttede jo lidt, før det startede. Men det betyder jo ikke, at man ikke har brugt penge på det. Og faktisk er jeg glad for, at folk nu kan se, at det ikke bare var noget, vi gjorde for sjov.
- Vi var virkelig interessede i det her slot, og vi brugte en helt masse penge på det. Sådan skulle det så ikke og blive, og nu er vi jo bare glade for, at Christian Stadil har overtaget det.
- Det er irriterende
- Og hvad med Raunsborg? I tre år har i haft et ”ikke-tilfredstillende” overskud, og i år er det så skiftet ud med et millionunderskud. Hvad er årssagen?
- Når vi skriver, at det ikke er tilfredstillende, så handler det om, at det ikke var det overskud, som vi budgetterede med. Men vi har stadigvæk et overskud. I år har vi så et underskud, og det er selvfølgelig irriterende.
- Men min passion er at udvikle ting. I princippet kunne vi sikkert køre en super forretning, hvis vi kun solgte vores håndcreme, fordi folk køber så mange af dem. Men jeg vil gerne udvikle nye produkter, og det koster jo altså bare penge. Men jeg vil hellere tabe penge engang imellem end at kede mig i et projekt.
Jim Lyngvild og manden lukker firmaet: Har tabt pengene på slottet
Underskuddet er væk
Jim Lyngvild forklarer desuden, at underskuddet også skyldes, at der blev brugt en del penge på et rekrutteringsfirma, som stod for udskiftningen af Raunsborgs direktør, hvilket blev en længere proces, som krævede meget både økonomisk og tidsmæssigt.
- Det er allerede vendt. Vi har fået en ny direktør, Lone Hegaard Andersen, som har løftet opgaven med at få vendt skuden på fornem vis. Så lige nu ligger vi fuldstændig, hvor vi skal.
- Det var kun ét år med underskud, og som det ser ud nu, så er underskuddet væk. Og man kan sige, ejerkredsen er jo også velpolstrede, så det er ikke noget, vi ryster i bukserne over uanset hvad.
- Nu siger du, at det går bedre. Men er det her sidste lidt halv-tarvelige år noget, I har kunnet mærke på økonomien derhjemme?
- Altså, nu har jeg jo nærmest ikke kigget på min bankkonto, siden jeg fandt sammen med Morten for over 20 år siden. Det er ham, som står for alt, hvad der hedder regninger og den slags. Men han smiler da stadig og sover fint, så jeg tænker, at alt er som det skal være.