Kendte9. december 2021

Johnny Hansen og Kandis blander sig i sexismedebatten: Udgiver "krænkesang"

På dansktop-bandets nyeste album ”21” finder man en sang om et af de helt store samtaleemner lige i øjeblikket
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/johnnym.jpg
 Foto: Mikael Rieck

Findes der et dansk band, der kender sin målgruppe så godt som deres egen bukselomme, så må det være Kandis.

Uanset om der synges om ”En lille ring af guld” eller om ”Lonnie i Berlin”, så går dansktop-legenders tekster som regel lige i maven på deres trofaste fans.

Det fik vi senest syn for, da filmen ”Kandis for livet” portrætterede fans fra alle egne af landet, som gerne ligger søvnløse for at forfatte flere siders kærlighedserklæringer til særligt forsangeren Johnny Hansen.

Spørgsmålet er derfor, om den også går rent hjem, når Kandis nu kaster sig ud i at synge om det emne, som medierne – og store dele af Danmark - lige for tiden ynder at diskutere ivrigt.

Nemlig MeToo, sexisme og krænkelser.

Slik mig i øret

Tredje sang på deres nyeste album bærer den påfaldende aktuelle titel ”Krænkesangen”, og her finder man sågar reference til Københavns tidligere overborgmester Frank Jensen.

”Du må slikke mig i øret/ Ligeså tosset du vil/ Det gør man ovre i København,” lyder der kække tekst.

Den lettere satiriske ”Krænkesangen” er sammen med resten af sangene på ”21” udgivet den 15. november, og lægger sig derfor lige op ad den helt store genstart af debatten om sexisme og krænkelser på særligt arbejdspladser, som Discovery- og Impact-dokumentaren ”MeToo: Sexisme bag skærmen” sikrede.

Dokumentarfilmen tegner over tre afsnit et billede af en yderst usund seksualiseret kultur på TV 2 med vidneudsagn fra nuværende og tidligere ansatte kvinder, der i løbet af deres tid på kanalen har været udsat for eller vidne til grænseoverskridende adfærd – særligt fra magtfulde mandlige ledere, chefer og højtprofilerede studieværter.

Det kan du læse mere om her:

Herunder kan du læse hele teksten til Kandis’ ”Krænkesangen”

Det var lørdag, den var 18, jeg havde fået en billet
Til et større party inde i byen
Der må ædes, der må drikkes, der må danses tæt
Var noget af det, der stod på menuen

Jeg kom hurtigt ud og danse med en yndig pige
Med høje hæle, charme og hat
Hun var sexet, hun var fræk og jeg kom til at si’:

”Gider du at krænke mig i nat?”

Omkvæd:

Gider du at krænke mig
Ja, krænke mig i nat
Gider du at være lidt uartig
Og kalde mig skat

Gider du at kysse mig og kramme mig
Osse lige ’til du skammer dig.
Gider du at krænke mig i nat.
Gider du det?

2. Vers:

Du må slikke mig i øret
Ligeså tosset du vil
Det gør man ovre i København
Jeg har et særligt ønske om at få dig til
At stønne højt og hviske mit navn

Dersom du får kolde hænder
Er der varme her
Imellem mine solbrændte lår
Og trænger du til kaffe
Så er hjælpen nær
Jeg viser dig hvor bønnerne står

Omkvæd

3. Vers:

Og jeg siger jer
Den unge dame, hun var vred
Og hulkede og begyndte at gå
Du er byens største drengerøv
Og taler ned
Til kvinder, som du tror, du kan få

Der stod jeg så med åben mund
Og dårlig smag
Og overrasket over mit held
Ja, alt i alt så havde jeg en dårlig dag
Og fik så frygteligt ondt af mig selv

SE og HØR forsøger fortsat at få en kommentar fra Johnny Hansen, som endnu ikke er vendt tilbage på vores henvendelser.

Sponsoreret indhold