Lady Gagas hundelufter med råb om hjælp: - Jeg føler mig forladt og uden støtte
Han blev betragtet som lidt af en helt, da han under stor dramatik var tæt på at miste sit liv for at redde popstjernen Lady Gagas tre bulldogs fra en flok bevæbnede kidnappere tilbage i februar.
Men selvom ens chef er en af de uden tvivl mest velhavende i nabolaget, så er man ikke garanteret noget som helst, tilsyneladende.
40-årige Ryan Fischer klager i al fald sin nød netop nu på indsamlingssiden GoFundMe, hvor han påstår, at han nu står uden tag over hovedet.
- Det her er ikke let for mig at spørge om, skriver han i sit opslag, som han håber, kan indbringe ham lige omkring 250.000 kroner i donationer.
Hjemløs
Ryan Fischer, som blev skudt i brystet under kidnapningen, og som siden har gennemgået omfattende operationer – blandt andet for at få fjernet en del af sin ene lunge – har planer om at købe en stor bil, som han kan rejse tværs over USA med.
Alt sammen for at komme sig efter traumerne fra overfaldet.
- Gennem længere tid har jeg været bange. Jeg var ensom. Jeg følte mig forladt og uden støtte. Jeg havde flere perioder med depression, tvivl og selvmedlidenhed, fortæller han i en video, som beskriver hans drømme om at stikke af i sin ”van”.
Fischer oplyser, at han for nylig skilte sig af med sin gamle bil, og flyttede til New York, hvor han kommer fra. Men han mangler dog stadig tag over hovedet.
- Uden et køretøj, en lejlighed, og efter jeg er løbet tør for opsparing, har jeg levet på generøse bidrag fra mine kære, og nu beder jeg så ydmygt om hjælp, skriver han desuden.
Hvor er Gaga?
Den forhenværende hundelufter nævner ikke sin verdensberømte arbejdsgiver – og angiveligt også ret gode veninde – Lady Gaga, med et eneste ord, men det står hans følgere selvfølgelig med det samme for i kommentarerne under opslagene.
- Et spørgsmål: Hvorfor vil Lady Gaga ikke hjælpe dig, skriver en følger, som også tagger den 35-årige sangerinde.
- Hun er villig til at give en dusør på 500.000 dollars for hendes hunde, så man skulle da tro, at 40.000 dollars er en dråbe i havet for hende.
- Wow, jeg er i chok over, at Lady Gaga ikke bare hjælper dig, skriver en anden, mens der dog er nogle i kommentarerne, der påpeger, at stjernen hjalp Fischer med sine store hospitalsregninger og udgifter for behandling lige efter episoden.
Fem mennesker blev i april sigtet for overfaldet og skyderiet (Foto: MEGA)
Skyderiet og hundekidnapningen skete den 24. februar på åben gade. Her luftede Ryan Fischer Lady Gagas tre hunde, mens hun selv var i Italien på filmoptagelser.
- Åh min Gud, jeg er blevet skudt, jeg bløder fra mit bryst, kan man høre den skrækslagne Fischer råbe på en hårrejsende optagelse fra gerningsstedet kort efter.
To af hundene blev taget med at gerningsmændene, og mens Koji og Gustav stadig var forsvundet, udloddede hun en klækkelig dusør til vedkommende, der kunne få dem hjem i sikkerhed.
Ligesom Gaga desuden var hurtig til at kalde sin hundelufter for en ”evig helt”.
Hundene blev indleveret sidenhen af en kvinde, som påstod at have fundet dem bundet til en pæl.