Leonora før finalen: Jeg har vundet
Mere end 200 mio. TV-seere verden over.
De fleste ville nok ryste lidt i glimmertrussen over den udsigt.
Men ikke Leonora Colmor Jepsen, som i aften forsvarer Danmarks ære i glimmerfesten over dem alle; Eurovision Song Contest.
- Jeg har det stadig fint. Prøverne i dag er gået endnu bedre eller i hvert fald mindst ligeså godt som til juryprøverne i går. Selvfølgelig er der en eller anden slags nerver, men nerverne er blevet hyggelige, siger Leonora til SE og HØR foran Expo Convention Center i Tel Aviv.
Den solbeskinnede israelske havneby har hele den seneste uge dannet festlige rammer om den 64. udgave af musik- og mangfoldighedsfesten.
Her er der ingen frygt for hverken bøsser, drags eller gejl – men udelukkende glæde over det på alle måder forrygende festfyrværkeri af et arrangement.
Og israelernes og fansenes varme modtagelse hjælper også Leonora.
- Tel Aviv har bare taget så godt imod og publikum er nærmest blevet mine venner, lyder det med et smil fra den 20-årige dansker, som tydeligt nyder den glæde, Eurovision Song Contest spreder både hos deltagere, fans og seere verden rundt.
Derfor gør det tilsyneladende heller ikke så meget, om den endelige placering bliver i top eller bund.
- Jeg ved ikke, hvad succeskriteriet er. Jeg føler, vi har vundet allerede ved at være i finalen, men jeg hører da, at vi kravler længere og længere op.
- Før semifinalen lå vi omkring nummer 20 hos bookmakerne, i går nummer 17 og det seneste jeg hørte, var, at vi ligger nummer 14, så jeg håber da, vi kan kravle endnu længere op i de næste timer, siger Leonora få timer inden det hele går løs i Tel Aviv.