Nikolaj Jacobsens nye tilværelse: Et helt andet liv
Det danske håndboldlandsholds præstationer ved EM i år, hvor Danmark røg ud allerede efter den indledende runde, har ikke kunnet gøre landstræneren afslappet, men det er der heldigvis andre ting i tilværelsen, der har gjort i det forløbne år.
Den til tider voldsomt stressede Nikolaj Jacobsen lagde nemlig i sommeren 2019 livet som dobbeltjobber med trænertjanser i både en tysk klub og på det danske landshold bag sig og flyttede permanent fra Heidelberg til Sydfyn og helligede sig Danmarks drenge.
Artiklen fortsætter under billedet ...
I timerne efter finalesejren over Norge ved sidste års VM så Nikolaj Jacobsen lige så træt og lettet ud, som han så glad ud. – Det var ikke de 18 dage, jeg fik mest søvn. Men det var rart at stå og kigge ud over menneskemængden i Herning og lige trække vejret. (Foto: Dan Mariegaard)
– Jeg er knap så stresset nu. Jeg får bedre søvn, så på den måde er presset lettet gevaldigt af ikke at træne et hold, der spiller Bundesliga og Champions League og rejser to gange om ugen, fortæller Nikolaj Jacobsen.
– Jeg ved ikke, om der også er røget et par kilo. Men sidder du i en bus og en lufthavn og får tre-fire timers søvn kontra at kunne få en god nats søvn og har tid til at gå en lang formiddagstur med din hund, så er det et helt andet liv – det siger sig selv, siger den inkarnerede fynbo, der har fundet sig godt til rette på Thurø lige sydøst for Svendborg.
Artiklen fortsætter under billedet ...
Det var en tydeligt afslappet Nikolaj Jacobsen, der genstartede tilværelsen som fuldtidsdansker med en tur på festival i Skanderborg sidste sommer. (Foto: Kaspar Wenstrup)
Bliver mindet om sejren
At det lige er dette sted, der trak i landstræneren, efter fem år i Rhein-Neckar Löwen, var der mange gode grunde til.
– Området er forfærdeligt smukt. Jeg kan godt lide at bo tæt på vandet og naturen, og så er det menneskerne, der er med til at gøre området specielt. Vi har en masse familie og venner, som vi ikke har været tæt på i mange år, siger den tidligere venstrefløj, hvis dialekt afslører, at han er vokset op på øen i midten af landet.
Nikolaj Jacobsen afslører kønnet på Mads Mensahs baby
Med sig har han selvfølgelig fru Lenette, som også stammer fra Sydfyn. I 22 år har de været væk fra området og har i mellemtiden skabt deres egen familie med børnene Freja, 21, Sille, 18, og Linus, 11.
Artiklen fortsætter under billedet ...
Hele familien er nu samlet i Danmark – de to store døtre, Freja og Sille, boede allerede i Danmark, men nu er forældrene Nikolaj og Lenette flyttet hjem sammen med sønnen Linus. (Foto: Martin Høien)
Når de går ud sammen med far, bliver de jævnligt mindet om, at den 48-årige håndboldstjerne gjorde Danmark til verdensmestre sidste år.
– Jeg bliver mindet meget om sejren, efter vi er flyttet hjem, og jeg er meget glad for de mange pæne ord og den modtagelse, vi har fået. Der er ingen tvivl om, at VM har løftet det hele en tak eller to op, siger den stolte landstræner.
Måske til udlandet
På trods af den store glæde ved at være flyttet hjem er Nikolaj Jacobsen endnu ikke klar til at love, at han bliver herhjemme resten af sine dage.
Det betyder landstrænerens tatoveringer
– Jeg har ikke vundet Champions League endnu, og det kunne jeg måske godt tænke mig en dag. Og som det ser ud lige nu, skal man nok ud af landet for at finde en klub, der kan gå hele vejen, siger Jacobsen.
Artiklen fortsætter under billedet ...
– Da jeg var dreng, var der ikke noget, der hed EM, så VM har altid været noget særligt for mig. Og så den måde, vi gjorde det på – ved at vinde på hjemmebane, det bliver ikke større. Derfor har tatoveringen fået lov at blive et nummer større end de andre, fortæller Nikolaj om Dannebrog-stjernen på armen, han fik efter VM-sejren i 2019. De andre stjerner symboliserer hans andre håndboldtrofæer – undtagen de tre store, der gælder for hans tre børn. (Foto: Birger Storm)
Heldigvis har han underskrevet en kontrakt med det danske håndboldforbund, der holder ham herhjemme frem til 2024. Og til sommer venter OL – en turnering, den garvede håndboldherre heller ikke har prøvet at vinde endnu.