Pia Kjærsgaard involveret i cykeluheld: Skal opereres
- Øv!
Sådan indleder folketingspolitiker Pia Kjærsgaard et opslag på Facebook, hvor hun beskriver et cykeluheld, hun var involveret i fredag.
- Faldt på cyklen i det glatte vejr, skriver hun videre.
Den garvede politiker havde heldigvis en cykelkrave af mærket Høvding på, da uheldet skete. Og den virkede!
Selvom hovedet slap uskadt, så undgik Pia Kjærsgaard dog ikke en tur på hospitalet. Hendes albue har fået et kompliceret brud, og armen er nu i gips.
Efterfølgende skal hun opereres, skriver hun på Instagram, hvor hun også priser sig lykkelig for, at hun ikke kom alvorligt til skade.
Udover en hyldest til cykelhjelmen og cykelkraven, så retter folketingspolitikeren også en tak til det danske politi, hospitalsvæsen og dem, der hjalp hende.
- Blev hjulpet hurtigt på skadestuen, folk omkring er jo helt utrolig hjælpsomme. Tak, skriver Pia Kjærsgaard.