Kendte23. november 2023

Renée Toft Simonsen deler rørende opslag: - Jeg har fire børn. Den ene er her bare ikke mere

Det er et år siden, Renée Toft Simonsen mistede sin søn. På Instagram mindes hun Hugo Helmig i et rørende opslag
Premiere på familiefilmen "Iqbal & superchippen" i Imperiali København. Renée Toft Simonsen hgar skrevet manuskripetet til Manu Sareens bog "Iqbal". Renée sammen med søn Hugo og Helmigs datter Ida Marie.
Renée Toft Simonsen mindes sin søn på etårsdagen for hans død.
 Foto: Lars H. Laursen

Det er et år siden Thomas Helmig og Renée Toft Simonsen mistede deres yngste søn Hugo.

Familien har fortrukket sig til deres landejendom i Spanien, hvor de taler om ham, græder sammen og glider ind og ud af savnet, skriver Renée Toft Simonsen i et rørende opslag på Instagram.

Hun fortæller, hvordan hun det seneste år har håndteret den enorme sorg hos krisepsykologen og i sorggruppen sammen med andre forældre, som har oplevet den altoverskyggende sorg det er at miste sit barn.

Sorgen og savnet fylder stadig, men for ikke så længe siden sagde hun det unævnelige højt, da hun under en taxatur faldt i snak med chaufføren, som spurgte, hvor mange børn hun har.

- Jeg trak luft ind, i tvivl om hvad jeg skulle svare, så sagde jeg fire, jeg har fire børn… jeg blev derefter i tvivl om jeg skulle sige; men den ene er her ikke mere…

- Jeg trak luft ind igen, tårerne pressede sig på og pludselig kom det bare ud af min mund, det unævnelige, at han ikke er her mere, skriver hun til en række billeder af sine fire børn.

I det første år, der er gået siden Hugos død har Renée grædt med de russiske og ukrainske mødre, som har mistet deres sønner. Grædt over de døde børn i Gaza og over Estonias forlis.

- Jeg ved nu, at jeg ikke er alene med sorgen over at miste et barn, og det har på en mærkelig måde været en trøst, skriver hun og tilføjer:

- Jeg ved også at mange tænker på os i dag og tænder lys for Hugo, det gør vi også og jeg har fire børn - den ene er her bare ikke mere.

Nok er det er år siden, Hugo forlod denne verden, men han er langt fra glemt.

Tidligere i dag postede Thomas Helmig en video fra 2018, hvor han sammen med Hugo åbnede Aarhus Festuge.

- Hugo, mine damer og herrer. Hugo Helmig, lyder det fra den pavestolte far i videoen, som Thomas har delt på sin Facebook-side.

Hans kusine Saint Clara udgav i dag sangen ”Boys Don’t Cry”, som hun skrev til Thomas og Renée.

Det er strømmet ind med kommentarer fra kendte danskere som viser deres medfølelse i kommentarsporet under Renée Toft Simonsens mindeopslag.

- Jeg tror ikke, en etårsdag kan beskrives finere, skriver krimiforfatter Sara Blædel.

- Jeg sender kærlighed til jer alle, lyder det fra Cillemouse.

- Kærlige varme tanker til jer og Hugo, skriver Sara Maria Franch-Mærkedal, mens blandt andre Anders Breinholt, Neel Rønholt, Cecilie Lassen, Rikke Hørlykke og Josefine Høgh sender hjerter.

Sponsoreret indhold