Kendte30. oktober 2021

Sarah er ude af "Den store bagedyst: - Jeg synes ikke, det er sjovt, når det bliver alt for presset

Gennem sæsonen har Sarah fra Holte kæmpet med tidspresset, og i lørdagens program var det altså hende, der måtte forlade bageteltet
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/20210922_jsu9199.jpg
 Foto: Jesper Sunesen

I lørdagens udgave af DR's bagebrag var det 32-årige Sarah Moore, der som den fjerde amatørbager måtte forlade bageteltet.

Da SE og HØR fanger it-konsulenten over telefonen, er der heller ikke den store ærgrelse at spore over hendes exit:

- Gennem hele forløbet var det meget forventeligt, hvem der røg ud hvornår. Jeg var ikke selv i tvivl om, hvornår det var min tur. De tilbageværende deltagere har været gode til at komme i mål med den tidsramme, der er sat, fortæller hun.

Amatørbageren henviser til, at hun gennem programmerne kæmpede med at nå at få sine kager færdige til tiden, og det var da også en lettelse af slippe for bagedystens tidspres, erkender hun:

- Jeg er jo sådan en hyggebager. Så jeg glædede mig meget til at komme hjem og lave noget kage, hvor jeg bare kunne give mig god tid til at lave noget, hvor alt var på plads, siger hun, der jævnligt bliver hyret ind til at lave bryllupskager.

Sarah fortæller, at hun som sådan ikke havde noget mål med, hvor langt hun gerne ville nå i konkurrencen, men hun er glad for, hun nåede forbi programmet med former og farver, da hun syntes, det var et sjovt tema:

- Jeg synes ikke det er sjovt, når det bliver alt for presset. Og jeg ville kun være med, så længe jeg syntes, det var sjovt, slår hun fast.

Planen er da heller ikke, at en deltagelse i "Bagedysten" skal være et springbræt til en fuldtidsbeskæftigelse inden for kagekreation og bagning:

- Jeg er virkelig utroligt glad for mit arbejde og har de bedste kolleger og kan godt lide at være i it-verden, siger hun og tilføjer, at hun ikke er afvisende over for mere lokale arrangementer:

- Jeg kunne mere forestille mig, det blev lokale projekter “Kom og bag med de ældre”, eller stille op og bage nede i klubben.

Sponsoreret indhold